“Jeg kan ikke regne med dig” – 20 min. senere græd jeg stadig

sammenbrud

En af de dage

Det her er bare “en af de dage”. En af de dage, hvor der bliver sagt noget, gjort noget, sker noget, som bare tænder for hanerne. Kender du de dage? De dage, hvor man bare ikke kan “soldier on” som om ingenting er hendt. De dage, hvor man bare vil melde sig ud af samfundet og livet… Tjekke ind på pause-hotellet og få fred indtil solen skinner igen.

Hold kæft, hvor er jeg følsom

Lige nu er jeg et virkeligt hårdt sted i mit liv, helt mentalt. Måske en af de hårdeste tider i mit liv i virkeligheden. Jeg kæmper med alt hvad jeg har, for IKKE at falde i det store depressionshul, men “God damn” hvor er det hårdt og hvor er jeg bare følsom. Jeg føler virkelig, at der ikke skal noget til før klappen går ned og alle de værste tanker om fremtiden kommer op. Jeg har faktisk altid været en virkelig stærk person. Jeg trives praktisk talt med en hård omgangstone og sort humor. I arbejdssammenhæng kunne man næsten kalde mig en robot, der bare kørte der ud af og knapt nok nåede til syn, for at få skiftet olie. Sådan er det bare ikke mere. Jeg føler mig skrøbelig og sart, selvom jeg ikke har lyst til at være det… Jeg vil være den stærke, seje Lise, der klarer skærene og aldrig bryder ned… men det gør jeg nu…

Den “sjoveste” kollega

I dag var jeg på arbejde. I sølle to timer. Jeg havde det ok, men jeg vidste godt at jeg havde lagt facaden på og bedt til, at den ville holde dagen igennem. Jeg skal scannes om to uger og indtil videre, lover det ikke godt. Min frygt for svaret sætter sine spor og det bliver værre dag for dag.

Jeg gik ind til en kollega for at høre om hjælp til et system jeg ikke kendte alt for godt. Her stod min “sjove” kollega så og vi jokede med at jeg stadig arbejde der. Jeg startede endda selv joken.

“Jeg kan ikke regne med dig, hvornår kommer du egentlig?”

Jeg stirrede bare på ham. Normalt ville jeg have en god comeback, men det havde jeg ikke. Han ramte et ømt punkt og det gjorde rigtig, rigtig ondt…

Jeg brød sammen, lige der på min kollegas kontor… I løbet af få sekunder sad jeg og hulkede i hjørnet af kontoret. Tårerne randt så hurtigt ned at kinderne, at de var svære at fange. “Appearance after all” Jeg prøvede af al magt at stoppe, men facaden holdt ikke… Den lå dér blandt tårene, gennemblødt… Papirtyndt og fint. Kollegaen undskyldte mange gange og den anden kollega forsøgte også på bedste vis at vise sin støtte.

Sandheden er

Sandheden er, at jeg ikke engang føler at jeg kan regne med mig selv. Jeg ved ikke, hvornår jeg har det hvordan. Løsningen er ikke altid den samme, så jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal sige til folk. “Hvordan går det?” er det værste spørgsmål du kan stille mig lige nu. Jeg går altid i stå. Skal jeg fortælle det? Skal jeg sige “Fint” eller “stille og roligt”? Har jeg lyst til at gå igennem alle detaljer igen overfor en ny person eller værre endnu; samme person?

 

Hvordan har du det?

 

Tusind tak, fordi du læste med, det betyder alverden for mig. Husk at du er velkommen til at skrive en kommentar og at du kan abonnere (det er gratis) på bloggen i sidebaren og følge mig på facebook, hvis du vil følge mig og min historie. Heldigvis har jeg også meget andet at byde på.

Jeg håber at du har det fantastisk hvor du nu er.

Kærlig hilsen

Lise

PS. Det skal siges, at det var en kommentar sagt i 100% sjov og kollegaen undskyldte 1000 gange. Selvom jeg egentlig ikke mente, at han havde gjort noget galt. Ufølsomhed er normalt vores interne joke.

Opt In Image
Så skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit afkrydsningskema til den totale oprydning i huset, så du altid kan holde overblikket. I samme omgang får du også den efterspurgte guide til, hvordan du kan sortere i brugte og gamle skønhedsprodukter. Så ved du, hvad du skal gøre fremadrettet. Fedt ikke!

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.

Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik 

 

Follow:

1 Comment

  1. Jeanette Henriksen
    3. august 2017 / 15:26

    Lyder som som du er nød til at tage en snak med dig selv søde.. Nogen gange er man nød til at stoppe op, acceptere det man står midt i og spørge selv selv om de aller sværeste spørgsmål..

    Hvorfor reagere du sådan her..??
    Hvordan har du det virkelig??
    Er du allerede faldet i hulet?

    Det er okay at være ked af det, frustreret og bange. Du går igennem noget af det aller sværeste, vi mennesker kan opleve.. Kan mærke på dine ord at du gerne vil være den stærke og at du kæmper.. Men nogen gange skal man gi slip på den kontrol, kigge sig i spejlet og acceptere at livet indimellem er pisse uretfærdigt.

    Ville ønske jeg kunne gi dig en kæmpe krammer..

    Knus <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!