I dag er dagen, jeg skal ind på rigshospitalet og finde ud af om min tumor er vokset.
Min morgen inden svaret på 2. MR-Scanning
Da jeg vågnede i morges, skyllede der en bølge af nervøsitet og angst over mig… Fuuuuck det er i dag! Ugen er gået så hurtigt! Jeg fik følelsen af kvalme og samtidig en følelse af at blive kvalt. Jeg stirrede ind i væggen… Fuck, fuck, fuck…
Stille kom der en lille hånd, der aede mig på ryggen og en lille stemme der sagde “Mor sover, aAaaa”. Det var min søn Jules på 1½ år. Han er sådan et sødt, mildt og kærligt lille menneske. Stille gik min angst for fremtiden lidt i baggrunden. Jeg vendte mig om “Godmorgen skat” sagde jeg og et kæmpe smil bredte sig over det lille ansigt. “Skal vi stå op? Mormor sover inde i stuen” “Jaaaa og Karla” råbte han lykkelig. (Karla er min mors store hund, som min søn er meget glad for.) Hurtigt gled han ned fra sengen og løb grinene ind i stuen. Jeg fulgte efter – Dagen var skudt i gang. På trods af hårde tider, så er der bare ting, der stadig skal gøres og en søn der stadig skal have havregrød. Sådan er det jo.
Her kommer de dødelige detaljer
Vi har hverken gjort rent eller købt ind… Jeg har ikke kunnet samle mig om, at lave noget at spise. Så det endte med at jeg druknede mig selv i kaffe.
Da jeg ikke kunne ignorere sulten mere, blev det til 3 kiks med leverpostej. Vi har haft hovederne for fulde af måskeer til at tænke på indkøb. Kun det mest nødvendige er her til vores søn. Jeg havde ikke regnet med at blive påvirket sådan, men det er jeg. Øv øv øv.
Jeg har sluttet fred
Alt er kaos. Både i og udenfor hovedet. Jeg har sluttet fred med ikke at have et perfekt liv. Jeg gider ikke engang, at stræbe efter det. Jeg tror nemlig ikke på det perfekte livs eksistens længere. Læs også “Farvel til det perfekte liv”
Jeg tror mere på et lykkeligt liv, hvor jeg giver noget videre. Til min søn, mand, familie, venner og dig. Her kan jeg gøre en forskel.
Jeg er godt nok nervøs 🙁 wish me luck!
