Månedlige arkiver

juni 2017

amme-opstart

Amme opstart, tørstefeber og sammenbrud – Indlægget her er hevet med fra min gamle blog, jeg virkelig at det er virkelig at dele ud af de mere tabubelagte historier. Fordi man aldrig står alene, men når man står i øjeblikket, så kan det godt føles sådan. Billedet er fra Herlev hospital. Jeg har lige fået min søn op til mig.

♥♥♥

NU er du mor. Hvor det sindsygt. Hele vores verden drejede sig nu om én ting. Vores lille dreng. Al energi blev brugt på at aflure hans signaler, opfylde hans behov, være forvirret og stille spørgsmålet “er det normalt?” tusind gange.

Læs om min fødselsberetning og akut kejsersnit her og om smertefulde timer efter fødslen her.

Amme opstart

Dag 1. kl. 04. – Han kunne ikke få vejret

Vores første døgn med vores søn, gik ikke helt ligeså smurt som vi havde ønsket. Mht. amningen så kunne jeg ikke forstå, hvorfor han fik fat og så slap igen efter få sug. Og tit virkede det som om, at han ikke kunne få vejret.??? Det frustrede både mig og ham. Min mand kunne osse bare se til, at vores dreng og jeg kæmpede. Sindsygt frustrerende. Det fantastiske ved barselsafsnittet var, at hver gang der var noget galt, kunne man kalde efter en jordmoder eller en sygeplejerske. Efter ca. 10 timer, fandt vi ud af at han havde slim i næse-hulrummet, som han ikke kunne komme af med. Det betød at hver gang han fik fat, så kunne han ikke få luft. Og hans lille næse, var så tæt at det var svært at suge ham. Løsningen blev noget så simpelt som saltvandsdråber. Efter yderligere 8 timer var slimen så godt som væk og han kunne trække vejret normalt. Det komiske var, at han var blevet mere og mere stædig og havde skiftet taktik pga. af næsen. Så han sugede mere og mere, og hårdere og hårdere for at få så meget mælk med de få sug han havde luft til. Hvilket resulterede i klemmeluslignende sugemærker AV! og virkelig komisk når jeg ser tilbage.

Dag 2. kl. 21 – Tørstefeber

Gradvist blev den lille fis mere og mere utilfreds. Vi gjorde alt, der blev foreslået, men det virkede som om, at der var noget galt igen. Han fik feber AAARGH!!! Det er super farligt for spædbørn. Der kom hurtigt en børnelæge og han fik diagnosen tørstefeber. Hvilket virkede helt absurd, når nu han lå der til hele tiden, men forklaringen var at min mælkeproduktion ikke var blevet stimuleret som den skulle, fordi vi havde haft problemer i starten. Han fik modermælkserstatning på kop og endte med at drikke 55ml! i løbet af 2 timer. Vi fik af vide af lægerne, at det var tit at babyerne blev dvaske og gav op. De synes det var imponerende, så stædig han havde været. Beviset var jo i hans energi og de to fine klemmelus jeg havde fået ha ha XD avsi avsi. Samtidig med det, blev jeg anbefalet at prøve at malke ud. Det var meget tragisk komisk, at sidde der og se, få dråber blive arbejdet ud på et kvarter. Knap 3 ml. havde jeg produceret på 3 timer. Så føltes det som lang vej til 55 ml..

Dag 2. Kl. 22. Fucking facebook og de 10.000 beskeder

Efter han havde fået lidt modermælkserstatning så slappede trolden mere og mere af. Jeg kiggede på telefonen for første gang siden vi tog hjemme fra. Jeg annoncerede vores trolds ankomst og prøvede, at svarede tilbage på de beskeder som jeg havde fået siden jeg sidst havde kigget. Først blev jeg lidt overrasket over, hvor mange beskeder der var på både facebook og min mobil. Jeg startede fra en ende af og i løbet af ca. 10 min. blev alting for meget for mig. Et nært familiemedlem havde set sig sur på en af mine kommentarer på facebook og dét kunne ikke gå for langsomt med at fortælle mig det på min mobil. Jeg blev sindsygt frustreret over at man kunne opføre sig sådan oven på vores “tur” og endnu mere da jeg ikke kunne få fat i vedkommende. Mine opkald blev afvist og beskeder ikke besvaret. Min frustration groede med lynets hast og jeg gik fra at være glad for min endelig fredelige baby til dyb, dyb irritation, frustration og hurtigt raseri. Jeg var utroligt følsom pga. smerterne og vores psykiske rollercoaster. Jeg var selv overrasket over, hvor ked af det jeg blev. Beskederne væltede ind. 1000 spørgsmål fra ALLE. Beskeder og spørgsmål fra folk som jeg ikke havde talt med i år og måneder tikkede ind. Hvert spørgsmål besvaret affødte 10 nye.

Pludselig brød jeg sammen

Jeg slukkede telefonen og gav min mand den. Jeg kunne ikke klare den dårlige samvittighed over ikke at kunne svare alle, der jo havde skrevet i sødeste mening. Spørgsmålene havde ingen ende og sammen med frustrationen over ikke at kunne få en afklaring med familiemedlemmet, som ikke ville tage sin telefon eller svare tilbage. Det blev simpelthen for meget og pludselig sad jeg der og græd over min baby. Jeg havde en følelse af, at hver gang der skete mig noget godt (det følte jeg jo trods alt 🙂 ) så skulle der stikkes en pind i hjulet med et eller andet totalt egoistisk og banalt. Det skete osse her… Som vi mennesker jo tit gør, så kommer minder om forudgående situationer jo op igen, hvilket jo bestemt ikke forbedrede situationen. Løsningen var klar. Jeg havde simpelthen ikke overskud til at være i kontakt med omverdenen lige nu. Jeg bedte min mand om at sortere i mine beskeder og vurdere om de var vigtige eller ej.

Med ét lettede stemningen. Jeg slappede af igen og det blev klart for mig, hvor god en beslutning det var.

Prioriteter ændres

Jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg blevet til at lukke af for de mennesker og situationer, som kan bringe de her følelser frem. Prioriteter ændres og her var det vigtigste, ikke at få afklaret med familiemedlemmet (som tit havde lavet samme “scene”), men at fokusere på at få det bedre og være lykkelig over vores lille stædige trold. Leve i nuet og ikke tænke over åndsvage kommentarer på fucking facebook, som jo i den grad jo ikke skal styre vores sindstilstand og slet ikke i den situation som jeg sad i her.

Update

Som en opsummering havde jeg jo nu vanvittigt mange smerter, en søn med tørstefeber, dårlig mælkeproduktion, brændende brystvorter og et helt vanvittigt søvnunderskud. Min mand udtalte at han i den sidste tid forventede at jeg bukkede under for situationen under graviditeten, under kejsersnittet og hvert øjeblik af de prøvelser vi fik de første dage. Han var heldigvis imponeret over min “styrke” igennem det hele og det var da altid noget. 🙂 Jeg har en fantastisk, dejlig mand. Vi vendte stemningen fuldstændigt og jeg glædede mig igen til vores liv sammen og åd igen min lille søn med øjnene, nussede ham og strøg hans bløde, mørke hår.

Tusind tak fordi du derude læste med, jeg håber at i fik noget med jer fra indlægget og ønsker jer alt det bedste når det bliver jeres tur.

XOXO Lise

 

0 comment
Share:
kejsersnit

Timerne efter fødslen – Kejsersnit og smertehelvede – Indlægget her er hevet med fra min gamle blog. Jeg synes det er virkelig vigtigt, at dele ud af de mere tabubelagte historier. Fordi man aldrig står alene, men når man står i øjeblikket, så kan det godt føles sådan. Billedet er fra Herlev hospital. Jeg har lige fået min søn op til mig.

♥♥♥

Timerne efter fødslen

Læs evt. min fødselsberetning her ” Fødselsberetning – Komplikationer og akut kejsersnit”

Efter mit kejsersnit

Der var han, min lille baby. Fin og lyserød, hvilket jeg ikke havde forestillet mig. Han var blevet gnubbet af personalet og var praktisk talt ren da jeg fik ham. Han havde fint, blødt, mørkt hår og han lignede mig sindsygt meget. Jeg var SÅ overrasket. Jeg havde forestillet mig, at han ville blive et tro kopi af sin far. Skaldet og lys. Men nej han var mørk og lignede mest af alt en lille trold, med hår på ører, skuldre og ryg. Øjenbryn der gik helt op i tindingerne og ja, det kom helt klart ikke fra faren. 😉 Mine læber og hovedform. Det var lidt fantastisk. På en måde havde jeg fuldstændigt udelukket, at han skulle kunne ligne mig. Men det gjorde han altså. Dejligt og meget overraskende for mig. Tænk at jeg nu havde en lille søn, der faktisk lignede mig. (Indtil videre i hvert fald).

Jeg kunne ikke holde ham

Jeg blev desværre nødt til at give ham hurtigt tilbage. Jeg kunne ikke holde ham ordentligt, pga. slanger, ledninger og bedøvelsen. Hele situationen var stadig meget svær for mig og det hjalp ikke, at jeg måtte give ham tilbage og erkende, at jeg ikke kunne holde ham. Vi var fanget lidt i en surrealistisk scene. Dyb krise var blevet afløst af, at vores lille dreng havde det godt. 52 cm. og 3955 gram.

Det kunne være gået så galt

Efter mit kejsersnit fik vi af vide, at navlestrengen havde været to gange rundt om hans hals. Hvis vi havde valgt at prøve med den risikable sædefødsel, så var vores værste frygt blevet til virkelighed. De fortalte os, at det var sindsygt heldigt, at vi havde valgt kejsersnittet, på det tidspunkt vi havde. Ellers var det blevet et noget anderledes kejsersnit, hvis det overhovedet havde kunnet lade sig gøre. Han var også større end han havde været skønnet, hvilket havde gjort situationen endnu værre.

Dag. 0. Kl. 18.00. Vi blev kørt på opvågningen

Min krop var lammet af epiduralen, fra brystet og ned. Jeg nød at være smertefri og at have vores lille søn hos os. I god behold. Frygten for at alt ville gå galt, var ved at forlade mig og nu sad vi bare og studerede vores lille søn. De gav mig den første omgang smertestillende, til når epiduralen ville fortage sig. Jeg var utrolig groggy og helt sikkert ikke mig selv.

Afsted til barselsafsnittet

Vi blev hentet af en kvik portør, som mente at vores lille dreng burde hedde John. Hans humor smittede af på situationen og for hvert øjeblik der passerede efter kejsersnittet føltes alting lidt bedre. Sorgfølelsen og frygten var på retræte. Og blev nu afløst af 100% fokus på vores lille dreng. Vi ankom til barselsafsnittet og fik en enestue. Jeg var forvirret, i starten forventede jeg at blive smidt hjem hvert øjeblik. Der var meget jeg ikke opfattede og jeg var helt ved siden af mig selv. Mit fokus og al min energi gik til at få ham til at spise. Læger og sygeplejersker kom og gik. Det mest komiske var, at alt fra vores søns vægt til CPR-nummer og alle informationer om min tilstand, gik fuldstændigt min næse forbi.

Dag 0. Kl. 19.45. Farvel epidural og hej smerte…

Totalt øv. Fra vi kom ind på hospitalet havde jeg ligget på ryggen. Den værste stilling mht. mit bækken og ryg, som jeg havde været sygemeldt med i 4 mdr.  At ligge på ryggen medførte, at jeg hævede op i bækkenet bagpå. Iskias nerverne var i fuld brand, fra ryggen til anklerne. Av for H******. Trods det smertestillende jeg havde fået tidligere for kejsersnittet. Så kunne jeg mærke mere og mere smerte, efterhånden som epiduralen aftog.

Det værste var ikke engang, at have min søn liggende på maven, som jeg lige var blevet opereret i, men derimod mit bækken og iskiasnerverne.

Er kejsersnit den nemme løsning?

Selvom vi tit hører om kejsersnit, så er det en større operation. Og efter min mening så er der rigeligt smerte forbundet med det. Det overraskede mig faktisk en del. Nogle timer efter operationen anbefaler man, at komme ud af sengen og gå rundt. Smerterne fra bækkenet var værre end nogensinde før og det endte med at jeg fik en morfin-pille, som jeg overhovedet ikke kunne mærke effekten af, fordi smerterne blev kraftigere og kraftigere. Til sidst fik jeg et skud morfin direkte i låret, som havde en overraskende lille effekt. Jeg blev hjulpet ud af sengen. Det var umuligt for mig at løfte mine ben ud selv. Jeg kom op med ret meget hjælp og det endte med at dét at stå op blev målet i stedet for en gåtur. Selvfølgelig kunne jeg godt mærke stingene som nev, men bækkenet var virkelig det værste. Dét ikke at kunne komme ud af sengen og få hjælp til  at komme rundt, var jo ikke noget nyt, men det var intensiteten af smerterne til gengæld.

Ja jeg ved det godt

Det her er ikke den mest rosenrøde historie, men jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan det også kan være. Jeg ville så gerne have født selv, men sådan skulle det ikke være. Det betyder ikke, at jeg er et dårligere menneske eller mindre kvinde. Det betyder bare, at jeg ikke tager chancer, når mit barn er indblandet.

Tusind tak fordi du derude læste med, jeg håber at i fik noget med jer fra indlægget og ønsker jer alt det bedste når det bliver jeres tur.

XOXO Lise

1 comment
Share:
foedselsberetning-akut-kejsersnit

Fødselsberetning – Komplikationer og akut kejsersnit. Indlægget her er hevet med fra min gamle blog. Sådan kan en fødsel også gå, heldigvis endte det godt.

♥♥♥

Min fødselsberetning

Hold da op en tur… Hele mit billede af, hvordan min fødsel ville foregå, blev nærmest det omvendte af, hvad der faktisk skete. Sådan noget *&%¤. Det her indlæg handler om hvordan vores lille søn kom til verden. Fra start til slut. Det skal siges at hele oplevelsen ikke er noget som jeg oplevede som fantastisk, indlægget kan måske godt virke meget dramatisk, men alt er skrevet som jeg oplevede det. For mig var det svære valg og veerne var den mindste prøvelse.

Optakt – Dagen før

Allerede dagen før det hele startede, ekskalerede min bækkenløsning. Det føltes som dengang jeg blev sygemeldt. Jeg havde virkelig ondt og kunne ikke komme rundt uden hjælp. Jeg havde en helt ekstrem tissetrang. Tit gik jeg på toilettet, kun for at tisse få dråber. Da jeg gik i seng var det med en meget smadret krop og jeg så på ingen måde, at jeg var at gå i fødsel. Jeg tror at nogle af smerterne fra bækkenløsningen kamuflerede startveerne. Jeg havde svært ved falde i søvn og fik derfor kun 4 timers søvn.

Sådan startede det for mig

På dagen vågnede jeg kl. 4.30. Desværre normalt, fordi jeg efterhånden altid vågnede af smerter fra bækken og ryg. Jeg ved det lyder sindsygt, men det var sådan hverdagen var for mig i min graviditet. Jeg stod op og prøvede at tage et bad. Svimmel som sideeffekt af hormonel tinnitus og svajende pga. bækkenløsningen. Jeg troede til start, at smerterne var min normale bækkenløsning, der kunne godt give nogle jag, der var virkelige uheldige. Første ve føltes som en normal plukve, der spændte i lænden. Resterne af slimproppen røg om morgenen. Det kunne jo betyde, hvad som helst. Jeg lagde mig på et varmetæppe, som normalt lindrede bækkenløsningen.

Det var veer – Kl. 5.15

Her gik det op for mig, at jeg havde veer. Jeg startede timeren og efter 45 min. havde jeg allerede veer med 2½ minuts mellemrum og af et minuts varighed. Det var intervallet, hvor man skulle tage på hospitalet. Vi tog til hospitalet og blev undersøgt. Livmoderhalsen var væk, men der var ingen åbning endnu. Umiddelbart var alt normalt og jeg kunne se frem til en masse timers veer. Jordmoden sagde til os, at vi skulle komme tilbage når vi “følte” for det…. mega irriterende. Hvad fanden skal man så gå efter, når det er første gang? Jeg blev mega stædig og sagde til min mand, at jeg først ville tage ind igen når vandet var gået. Osse for at undgå at blive “målt” indvendigt igen. Hvilket gjorde latterligt ondt. Lad os bare sige at det ikke er lige ved indgangen der måles og “måleinsstrumentet” er EN HÅND! Av for f*****!!!

Vendepunktet – Kl. 10.10

Pludselig begyndte maven, at opføre sig virkelig underligt. Den rykkede sig “op” og det gjorde meeega ondt. Jeg tog det som en del af veerne, men tog alligevel et billede af maven. Det var virkelig mærkeligt.. Veerne begyndte at blive ret underlige. Skiftede i intensitet og hvor lang tid der var i mellem, som om min krop ikke kunne rigtig kunne bestemme sig. Afstanden mellem veerne gik mellem 2 min. og helt op til et kvarter. Det virkede bare så underligt, når intervallerne havde været så sikre før?

Hvad sker der? – Kl. 17.30

De underlige veer fortsatte  og intensiteten af hver ve varierede helt vildt. På det her tidspunkt havde jeg igen ca. 2 min mellem hver ve og jeg valgte at køre på hospitalet igen, bare for at tjekke at alt var ok. Da vi gik fra parkeringspladsen, var jeg meget overbevist om, at vi bare ville blive sendt hjem igen. Så vi lod alt undtaget vandrejournal blive i bilen. Her føltes veerne som ekstrem spænding i lysken, ned i lårene og maven. Sammen med den svære bækkenløsning, er det bestemt ikke den fedeste combo.

På fødestuen igen

Vi kom hurtigt ind og blev undersøgt. At blive “målt” under veer er noget af det mest smertefulde jeg har oplevet, hold K*** hvor gjorde det ondt!

Jordmoderen: “Prøv at se om du kan slappe lidt mere af”… – Jeg græd, veerne var igang og jeg havde ingen mulighed for styre min krop

Det føltes som en evighed før hun var færdig. Hun kiggede på min mand og jeg med et ret bekymret udtryk og sagde, at hun havde været nødt til at trække livmodermunden ned for at kunne mærke bedre. Desværre var hun nødt til at få en second opinion. Det tydede ikke skidegodt. Jordmoder nr. 2. kom ind. Samme procedure som før. Veerne kørte oveni hinanden og nu var en ny “måling og mærkning” igang, Jeg følte det som en tortur, som man bare var nødt til at lade ske. Der var helt klart noget der bekymrede dem og det bekymrede os.

Jordmødrene: “Vi bliver lige nødt at hente en læge”

Hold nu kæft tænkte jeg bare… Min mand stod og så meget skræmt ud, jeg blødte åbenbart ret meget pga. deres “målinger”, men de havde været diskrete nok til at skjule det for mig, for at undgå at jeg gik i panik.

Så gik det stærkt

Lægen kom hurtigt, sammen med et ultralydsapparat. Hun mærkede lidt på maven og kørte apparatet hen over maven.

Lægen: “Han vender forkert og han er en stor baby” Nu skal i vælge hurtigt.

Babyen som havde ligget perfekt i to mdr. og som lå perfekt til morgen, havde vendt sig under veerne. Den ene fod lå næsten strakt ned mod udgangen og det andet var bukket. Jeg fik senere fortalt, at det slet ikke burde kunne lade sig gøre. Well it DID! Vi stod med valget risikabel sædefødsel pga. hans størrelse og placering og et akut kejsersnit. I Danmark har man åbenbart altid valget.

Det svære valg

Tankerne fór rundt i mit hoved. ” Er det her virkelig sådan det skal ende?” Jeg havde på en eller anden måde glædet mig til fødslen og bestemt mig for, ikke at få noget smertestillende. Jeg forestillede mig stort badekar, min mand, der klippede navlestrengen og at få min lille dreng direkte op til mig. At få taget et idyllisk billede af en jordmoder og alt skulle være liv at glade dage. Men sådan blev det ikke…

Jeg var bange

“Kejsersnit”

Jeg følte mig kvalt, da ordet kom ud af min mund. Jeg havde af al magt prøvet at undgå smertestillende, medicin, pesticider, parfumer, konserveringsmidler, sødemidler, you name it, igennem hele min graviditet. Alt jeg indtog var af hensyn til min baby. Det her gik imod alt, hvad jeg havde ønsket. Men jeg var bange, bange for at han skulle få for lidt ilt under fødslen og at jeg ville sidde på den anden side med et handicappet barn eller værre… dødt barn.. Jeg græd, jeg følte mig allerede som en lortemor, som sprang over hvor gærdet var lavest.

Sandheden

Sandheden var, at der var en stor risiko for lige netop dét jeg frygtede mest og det kunne jeg ikke ignorere. Jeg havde svært ved at skjule min skuffelse og følte virkelig en slags sorg allerede. Jeg begyndte at blive overbevist om at kejsersnittet, sikkert også ville gå galt. Ikke med hensyn til mit barn, men mht. mig selv. Jeg har aldrig haft en god respons mht. bedøvelse, pga. et meget lavt blodtryk og har altid blødt alt for meget og mistet for meget blod, under de få operationer jeg har fået før i tiden.  Jeg var mildt sagt meget bange. Jeg gik hurtigt fra ekstremt bange til at acceptere det værst tænkelige udfald.

Recap fra graviditeten

Igennem min graviditet havde jeg haft ret mange graviditets skavanker. Først kom normal bækkenløsning, så svær bækkenløsning, så blev nerver trykket, iskias-nerver provokeret, Bells parese (halvsidig ansigtlammelse), hormonel tinnitus og noget der lignede karpal tunnel syndrom. Jeg har været ude af stand til at arbejde eller bare komme ordentligt ud af huset i 5 mdr. De gange jeg havde været ude, fortrød jeg altid og ønskede bare mig selv hjem igen. Alt dette gjorde, at jeg var begyndt at se min krop, som noget der sugede graviditets skavanker til sig, min graviditet har i den grad IKKE været en dans på roser.

Læs fx. Bells Parese i graviditeten eller se mine videoer “Sygemeldt med bækkenløsning” og “Bells Parese – min værste oplevelse”

Min skræk. Er det her farvel?

Et kvarter senere lå jeg på operationbordet, veerne kørte stadig oveni hinanden og epiduralen skulle lægges. Jeg var rædselslagen for, at komme til at bevæge mig under en ve, så lægen ville stikke forkert. På det her tidspunkt havde jeg slået fra. Stirrede bare ud i luften og prøvede, at forholde mig roligt og acceptere tingene som de var. Jeg følte mig ikke som “soon to be mother”. Jeg var mere ramt af en ekstrem sorg følelse og følte mest af alt, at min mand ville komme hjem uden mig, men i det mindste sammen med vores søn.

Kejsersnittet

Da epiduralen begyndte at virke, blev jeg mindet om, hvordan en smertefri krop føltedes. En virkelig rar følelse og lille trøst, når nu det hele var som det var. Jeg stirrede op i loftet og mærkede hvordan der blev hevet i min krop. Jeg kunne ikke høre meget pga. tinnitussen. De fortalte alt der skete, så jeg kunne følge lidt med, men jeg kunne ikke høre vand eller barnegråd. Heller ikke da de sagde at han var ude. Min mand skulle følge med vores søn og de tog ham hurtigt til et børnebord, så han kunne blive tjekket igennem. På det her tidspunkt havde jeg ikke hørt nogen livstegn fra vores søn og var utroligt groggy af epiduralen. Jeg kunne kun mærke små ryk i min krop efterhånden som de fik syet mig sammen. Jeg begyndte at græde… Jeg har aldrig i mit liv følt mig så alene som da jeg lå der. Jeg ventede stadig på at “slukke”, ventede på at høre nogle alarmerende bip fra udstyret eller at det skulle sortne, som når mit blodtryk bliver for lavt.

Så kom han. Vores fantastiske lille søn. Min mand kom ud med det største smil og de lagde ham op hos mig. Jeg måtte røre ham, slangerne og ledninger fra begge arme gjorde det utroligt svært, men der lå han. Jeg begyndte at slappe lidt af.

Måske går det alligevel?

Det er så nemt

At stå udenfor og kigge ind. Jeg kan bare høre for mig, de helt klassiske kommentarer som: “Ej altså kejsersnit er sååå standard”, “Hvorfor blive så bange for det?” og den dur. Men sandheden er jo, at vi allesammen har vores egne erfaringer og ballast vi går ind i situationer med. Nogle tager vi lettere end andre. Det er så nemt at stå bagefter, når det hele er overstået (som udefra kommende) og sige “Selvfølgelig gik det godt” billige point på orakel kontoen og virkeligt irriterende kommentar når de stadig er utroligt tæt på. Nu her 14 dage efter kan jeg stadig græde over bare at tænke på hvilke tanker der gik igennem mit hoved den aften.

Tusind tak fordi du derude læste med, jeg håber at i fik noget med jer fra indlægget og ønsker jer alt det bedste når det bliver jeres tur.

XOXO Lise

2 comments
Share: