Månedlige arkiver

august 2017

jeg-skal-opereres-den-1-nov

Jeg skal opereres…

Jeg skulle trække vejret dybt inden jeg vendte tilbage til bloggen. Tusind tanker tordner rundt i hovedet lige nu. Tusind mennesker skal informeres og der er kun én til at gøre det. – Mig – I det her indlæg vil jeg fortælle lidt om de informationer jeg har fået indtil nu.

Acusticus Neurinom typer

Der er 3 typer Acusticus Neurinomer, så vidt jeg ved.

1. De der er i dvale, som ikke vokser længere

2. De der vokser normalt og langsomt 1-2 mm årligt

3. Dem der bliver betegnet som aggressive og vokser væsentlig mere end 1-2 mm. årligt.

Jeg fik den aggressive….

•••
0 comment
Share:
acusticus-neurinom-svar

Optakten til i dag

Da jeg i januar hørte om min Acusticus Neurinom. Så vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle mene. Jeg havde nemlig ikke særlig kraftige symptomer endnu. I starten tog jeg bare hjem og på arbejde som jeg plejede. Efter nogle måneder begyndte jeg gradvist, at få det værre. Til sidst havde jeg det virkelig skidt og det endte med en fuld sygemelding og herefter en deltids sygemelding, som jeg stadig er på nu.

Jeg var ikke optimistisk

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var særlig optimistisk, både op til min scanning og her i dag hvor jeg fik svar. Det er der flere årsager til. Den vigtigste er, at jeg har det værre end i januar da jeg blev scannet sidst. Jeg ville simpelthen ikke kunne forstå, hvis min Acusticus Neurinom ikke skulle være vokset… En af de mere permanente ting er nedsat hørelse, susen og hylen for øret. Jeg har stadig problemer med balancen og bliver bare generelt rigtig, rigtig træt.

•••
8 comments
Share:
2-mr-scanning-acusticus-neurinom
I dag er dagen, jeg skal ind på rigshospitalet og finde ud af om min tumor er vokset.

Min morgen inden svaret på 2. MR-Scanning

Da jeg vågnede i morges, skyllede der en bølge af nervøsitet og angst over mig… Fuuuuck det er i dag! Ugen er gået så hurtigt! Jeg fik følelsen af kvalme og samtidig en følelse af at blive kvalt. Jeg stirrede ind i væggen… Fuck, fuck, fuck…
Stille kom der en lille hånd, der aede mig på ryggen og en lille stemme der sagde “Mor sover, aAaaa”. Det var min søn Jules på 1½ år. Han er sådan et sødt, mildt og kærligt lille menneske. Stille gik min angst for fremtiden lidt i baggrunden. Jeg vendte mig om “Godmorgen skat” sagde jeg og et kæmpe smil bredte sig over det lille ansigt. “Skal vi stå op? Mormor sover inde i stuen” “Jaaaa og Karla” råbte han lykkelig. (Karla er min mors store hund, som min søn er meget glad for.) Hurtigt gled han ned fra sengen og løb grinene ind i stuen. Jeg fulgte efter – Dagen var skudt i gang. På trods af hårde tider, så er der bare ting, der stadig skal gøres og en søn der stadig skal have havregrød. Sådan er det jo.

Her kommer de dødelige detaljer

Vi har hverken gjort rent eller købt ind… Jeg har ikke kunnet samle mig om, at lave noget at spise. Så det endte med at jeg druknede mig selv i kaffe.

Da jeg ikke kunne ignorere sulten mere, blev det til 3 kiks med leverpostej. Vi har haft hovederne for fulde af måskeer til at tænke på indkøb. Kun det mest nødvendige er her til vores søn. Jeg havde ikke regnet med at blive påvirket sådan, men det er jeg. Øv øv øv.

Jeg har sluttet fred

Alt er kaos. Både i og udenfor hovedet. Jeg har sluttet fred med ikke at have et perfekt liv. Jeg gider ikke engang, at stræbe efter det. Jeg tror nemlig ikke på det perfekte livs eksistens længere. Læs også “Farvel til det perfekte liv”
Jeg tror mere på et lykkeligt liv, hvor jeg giver noget videre. Til min søn, mand, familie, venner og dig. Her kan jeg gøre en forskel.
Jeg er godt nok nervøs 🙁 wish me luck!
0 comment
Share: