Er det okay at græde nu? – svaret fra min Acusticus Neurinom MR-scanning

acusticus neurom

Optakten til i dag

Da jeg i januar hørte om min Acusticus Neurinom. Så vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle mene. Jeg havde nemlig ikke særlig kraftige symptomer endnu. I starten tog jeg bare hjem og på arbejde som jeg plejede. Efter nogle måneder begyndte jeg gradvist, at få det værre. Til sidst havde jeg det virkelig skidt og det endte med en fuld sygemelding og herefter en deltids sygemelding, som jeg stadig er på nu.

Jeg var ikke optimistisk

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var særlig optimistisk, både op til min scanning og her i dag hvor jeg fik svar. Det er der flere årsager til. Den vigtigste er, at jeg har det værre end i januar da jeg blev scannet sidst. Jeg ville simpelthen ikke kunne forstå, hvis min Acusticus Neurinom ikke skulle være vokset… En af de mere permanente ting er nedsat hørelse, susen og hylen for øret. Jeg har stadig problemer med balancen og bliver bare generelt rigtig, rigtig træt.

Total benægtelse

Inden vi gik ind på riget. Sagde jeg til min mand “Hold kæft, hvor jeg bare håber, at alt det her er en fejl…” Flere gange har jeg været ramt af det der helt gennemtrængende håb om, at alt bare var en fejl. At alt jeg har oplevet bare har været en slags Placebo. Det her KAN bare ikke ske for mig! 30 år, der aldrig har røget eller taget stoffer og drikker måske to gange årligt. Det er bare unfair.

Sådan er jeg altså

I venteområdet på Rigshospitalets Øre-Næse-Hals-Ambulatorium sad jeg og ventede med min mand. En pige på kun 23 sad og græd ved siden af, vores blikke mødtes og jeg vidste med ét, hvad der skulle siges og ikke siges. Jeg ved jo selv, hvor uretfærdigt og hårdt det føles. Og jeg har bare en tendens til at løfte de, der er faldet. Det giver mig energi og glæde, at hjælpe igennem sorg, frustrationer, udfordringer og tab. Vi udvekslede numre med et gensidigt smil og ønskede vi hinanden held og lykke,. Hun gik ind til sin læge og i det øjeblik hun var væk, blev mit navn kaldt.

“Lise Sommerlund”

Uden på var jeg positiv og afslappet, men inden i var jeg bange, rigtig rigtig bange.

Et tværsnits billede fra min MR-Scanning blev lagt på bordet…

Det var ret tydeligt at min tumor (Acusticus Neurinom) var vokset… rigtig, rigtig meget. Crap, crap, crap 🙁

 

Igennem alt det her, har jeg prøvet at holde masken, være den stærke og holde mig ude af depressionens kløer.

Men er det okay, at græde nu?

Opt In Image
Så skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit afkrydsningskema til den totale oprydning i huset, så du altid kan holde overblikket. I samme omgang får du også den efterspurgte guide til, hvordan du kan sortere i brugte og gamle skønhedsprodukter. Så ved du, hvad du skal gøre fremadrettet. Fedt ikke!

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.

Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik 

 

Follow:

8 Comments

  1. margit kjeldsen
    6. september 2017 / 9:13

    jeg har lige læst din artikel i familie journalen. jeg har selv været det hele igennem for 42 år siden
    og tro mig du kommer godt ud på den anden side, men det bliver hårdt. dengang var de ikke så dygtige
    som de er i dag . du må gerne græde men glæd dig over at der kan gøres noget.
    jeg vil følge dig på din blog . knus margit

    • Lise
      6. september 2017 / 13:43

      Hej Margit, det er også noget jeg beroliger mig selv med 🙂 dejligt at du kiggede forbi bloggen her, det betyder alverden for mig i en tid som denne. Jeg håber at der i fremtiden, vil komme indlæg, som du kan bruge til noget. Hav en rigtig dejlig dag ♥

      Kærlig hilsen Lise

  2. Line
    24. august 2017 / 9:58

    Øv Masser af tanker til dig, kære Lise. Og ønsker om, at det kan lykkedes dig at finde styrke midt i alt det uretfærdige. Sig til, hvis du har lyst til at ses en dag. Kærlige hilsner herfra

    • Lise
      29. august 2017 / 7:37

      Hej Line, tak. Det er en virkelig hård tid, så jeg sætter pris på tilbuddet ♥♥♥ Vi ses måske :*

  3. Jeanette Henriksen
    23. august 2017 / 21:27

    Faktisk synes jeg at du skal græde, for det kan virkelig være healende.
    Det er pisse hårdt, men nogen gange er det det der skal til.

    Er såå ked af at høre den er vokset, skal du så opereres??

    Knus <3

    • Lise
      5. september 2017 / 8:12

      Tusind tak, Jeanette ♥Tro mig, jeg har grædt nok. Og ja jeg skal opereres. Øv øv øv.

      Knus og kram til dig også ♥♥♥

  4. Stella fra STELLADUE.Dk
    23. august 2017 / 15:47

    Det er absolut nu du må græde! Ud med det SØDE Lise.
    Jeg er tom for ORD…Fordi jeg synes det er så unfair det du har fået oplyst.
    Som du selv skriver, hvorfor dælen skal det ramme dig?
    Det er sku ikke fair. Basta bum!
    Hvad sagde lægen ellers? Hvad kan man gøre? Kan man gøre noget kirurgisk eller andet?
    Hvad sker der nu?
    Jeg ved, at du er stærk for det har du vist ALLEREDE…Trods dette sender jeg lige ekstra styrke til dig som er omslynget med trøst og kram fra mig til dig.
    Kærlig hilsen
    Stella

    • Lise
      5. september 2017 / 8:17

      Hej Stella ♥ Jeg tror, at jeg er gået igennem hele speltret: Benægtelse, vrede, sorg og accept. Jeg har det bedre nu mentalt, men det har været hårdt! Jeg tror de fleste stærke mennesker trods alt har en grænse. Det har jeg i hvert fald! Nu prøver jeg bare at finde en balance. Jeg skal opereres den 1. Nov. øv bøv.

      Vi skrives ♥♥♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!