Mere fra kategorien

Hverdag

kaere-tinnitus

Kære Tinnitus, vi mødtes den 1. November 2017 og jeg glemmer aldrig den dag.. Nogensinde. Men selvom du kom med noget af en entré, så er jeg glad for at have mødt dig alligevel.

Det var så mørkt

Jeg vågnede i et meget mørkt, lille rum med rigtig mange blinkende lys. Det er det jeg husker bedst. Jeg åbnede øjnene og kunne ikke fokusere. Alt var dobbelt og meget uklart. Til at starte med var rummet helt stille og fredfyldt på en måde. Om jeg i tankerne var gået i chok og havde sat tiden på pause, det ved jeg ikke. Men der var stille i nogle øjeblikke.

Så kom du

BRAGENDE og skinger, som et bremsende tog på Roskilde station. Jeg blev forskrækket og tog hånden op for øret.

Lige dér kunne jeg høre, at du var kommet for at blive. Jeg vidste, hvad der var sket. “Fuck”

Jeg beklager, men du var ikke særlig velkommen til at starte med. Faktisk, så hadede jeg dig, men mest fordi jeg vidste hvad din ankomst betød.

Hvordan fanden kan jeg leve med dig, resten af mit liv? Undskyld, men det gider jeg sgu ikke! Hvad fanden er det for en slags byttehandel.

Perfekt hørelse ud

Sindsyg tinnitus ind

Det var en virkelig underlig følelse at skærme for din skingre stemme, som slet ikke kom udefra.

Tinnitus mød min mand

Jeg burde have introduceret jer, nu hvor i skulle leve sammen fremover, men jeg må indrømme.. jeg havde håbet, at du blev træt af at bo dér i mit øre.

Da min mand kom ind, så kunne jeg næsten ikke høre, hvad der blev sagt.

Du må altså lære, at være stille når de voksne snakker! Det var første gang jeg var rigtig sur på dig. Heldigvis er vi blevet bedre til at arbejde sammen siden da. I virkeligheden, så tror jeg også at du var lidt chokeret. Du var jo også skadet, ligesom mig.

Stakkels dig

Da jeg nogle dage senere, var kommet mere til mig selv kan jeg huske vores første rigtige samtale. Vi sad i sengen og jeg kiggede ud af vinduet. Klokken var (nat udenfor og alene i lang tid). Jeg træk vejret dybt og aede dit skadede bo. Jeg kunne ikke mærke noget. Det var bare lamt. Jeg græd lidt. Fuck altså…

Stakkels dig. Du har jo ikke gjort noget. Det er jo ikke din skyld, at du er kommet.

Skal vi lave en aftale?

Nå, men nu hvor du skulle blive. Så kunne vi jo lige så godt lave en aftale, som vi begge to kunne leve med. Jeg kan huske, at vi lige skulle prøve nogle forskellige ting af før vi blev enige.

Fra nu af er du ikke tinnitus, du er nu kraftig regn på et bliktag 🙂 Jeg lyttede til dig og det virkede som om at du var enig.

Jeg lagde mig i sengen og lukkede øjnene. Nu var jeg i mine svigerforældres hjemmelavede udhus. Gamle hvide bondehus-vinduer med bliktag. Jeg forestillede mig at jeg lå på en madras i huset og kunne næsten dufte regnen.

Fra da af, var vi ok. 

Kom med mig hjem

Du kom med hjem og meget uventet, så viste du dig faktisk fra din bedste side. I mange år har jeg været en meget let sover. Jeg vågnede altid ved det mindste, men med dig ved min side. Så hørte jeg kun den kraftige regn på bliktaget. I starten var det ret underligt. Jeg tror de fleste mødre har super hørelse med hensyn til deres børn. Og de fleste mænd (tror jeg). Sover vidst fra det meste. Dig kunne jeg desværre ikke sove på længere, det blev du godt sur af. Så derfor sov jeg i mine svigerforældres udhus og i udhuset, der er ingen børn der græder eller mænd der snorker. Der er kun markerne omkring og den friske regn.

Vi har snart 1 års dag

Hvad har du lyst til at lave dér? Jeg overvejer om vi skal sejle en tur med færge, stå og kigge på bølgerne sammen. Vi kunne også gå en tur langs motorvejen eller måske skulle vi bare blive hjemme og gå i et godt brusebad. Hvad synes du?

4 comments
Share:
enden-paa-min-sygemelding-farvel-til-myretuen

Det er lang tid siden i har fået et indlæg fra mig. Der er simpelthen sket så meget. Eller faktisk… Så er der både sket alt og intet på samme tid.

Ja, selvfølgelig…

For en uges tid siden blev jeg ringet op af min chef

Med en tøvende stemme kom det:

*”Hej Lise, hvordan går det”

“Ikke vildt godt. Jeg starter på akupunktur på mandag, så håber jeg at det virker”

*”Ok, hmmmm.. kan du komme forbi på tirsdag? Din tillidsrepræsentant og en kvinde fra HR vil også være der”

“Ja, selvfølgelig…”

Min chef lød virkelig trist. Jeg tror virkelig ikke, at han vidste hvad han skulle sige. Da vi lagde på kunne jeg mærke, hvordan jeg skulle trække vejret dybt og se fremad. Jeg vidste hvad der skulle ske. Faktisk følte jeg allerede, jeg havde fået beskeden. Klokken var slået tolv og nu var eventyret forbi. “Dang, dang, dang”. Jeg kunne se min farfars enorme gamle ur for mig og mit fortvivlede spejlbillede i glasset.

Der er gået over et år

Den 12. Januar 2017 gik jeg til lægen i den tro, at jeg bare skulle have penicillin. Jeg gik hjem med beskeden om, at jeg havde en tumor og kom på en kræftpakke med det samme. Efter det, gik det rigtig stærkt. Masser af undersøgelser, fuld narkose og alt muligt andet lort. Jeg havde ikke kræft, men en godartet tumor et rigtig lorte sted. Mine symptomer blev værre og værre og jeg begyndte at få seriøse problemer i påsken 2017. Her startede mine sygemeldinger. Fra september blev jeg fuldtidssygemeldt og i november 2017 blev opereret, fordi tumoren voksede virkeligt stærkt.

Så her er jeg, snart et år efter operationen, men jeg har stadig en aktiv sygemelding. What to do?

Tirsdag

Jeg afleverede min søn og gik hjem forbi. Jeg skulle lige have vejret lidt inden mødet. Jeg følte mig lidt tom. Tænk at man kan arbejde så hårdt for at nå til et bestemt punkt og så sker der sådan noget her… Det er for vildt. Jeg kiggede ud over skoven fra min altan på sjette sal. Jeg prøvede at se det smukke i det, men jeg var fyldt med modstridende følelser.

Jeg gik til mødet og fik den besked, som jeg havde forberedt mig selv på. Et hvidt stykke papir med mit navn på blev skubbet hen over bordet. Der var det.

“Opsigelse”

En tåre eller to blev fældet.

Af hjertet tak

Da jeg havde samlet mig selv og kigget på min opsigelse. Så kunne jeg kun sige:

“Tak”

Jeg sagde også en masse andet, men grundlæggende takkende jeg for tålmodigheden og for min tid i myretuen.

Min gamle chef kiggede på mig. Han var ikke glad for udfaldet. Det vidste jeg.

“Jeg tager ikke det her personligt”

*”Det skal du heller ikke” 

Vores veje skiltes og nu var det slut.

Skal jeg græde mig selv i søvn nu?

Jeg ved godt, at der er mange måder at tage sådan en besked på. Jeg er ikke sur på nogen, jeg har ikke lyst til at smadre noget eller græde mig selv i søvn. Jeg er bare mig.  Jeg er ikke et arbejde. Jeg er et menneske, som tilfældigvis arbejdede dér. I den store myretue.

Jeg fulgtes med min tillidsrepræsentant et stykke af vejen hjem.

*”Ved du hvad der er så sjovt ved dig Lise?”

“Nej” sagde jeg og smilede

*”Lige meget om du så står i lort til halsen, så kan du stadig finde ud af at se det fra den lyse side”

“Tak, tror jeg nok” Sagde jeg og grinede

Vores veje skiltes og jeg tog et sidste kig i retningen af myretuen. Lige nu er jeg dén myre som er uden for tuen, men hvad betyder det egentlig?

Et tip til dig med en langtids sygemelding

Et godt stykke tid inde i min sygemelding, begyndte jeg at skille personen Lise og kroppen Lise ad. Nu ser jeg min krop som et projekt, ligesom alt andet i mit liv. Lige nu virker den ikke optimalt, så derfor ændrer jeg en møtrik ud af gangen og ser hvad der sker. Hjælper det med lidt olie? Måske skal der strammes eller løsnes lidt nogen steder? Jeg ved det ikke, men der er fucking mange røde lamper, der blinker endnu, inden jeg kommer rigtigt ud og køre.

Jeg stoppede med at tale om min tilstand som om det var mig, hvis du forstår. Så hvis nogen spurgte, hvordan går det? (udover min gamle chef selvfølgelig).

Så svarede jeg bare “Godt” “Jeg er glad og jeg får tiden til at gå” 🙂

Det er jo det vigtigste. Hvis folk så spurgte ind til min krop, så svarede jeg bare på det. Men jeg tænker mere på min krop, som en Jaguar uden hjul. En dag får den hjul på og så skal i bare se løjer!

Det var alt for denne gang

Jeg har sagt det før og siger det igen. Jeg er virkelig glad for at du læser med. Der er meget mere på bloggen end disse sørgelige indlæg. Jeg skriver generelt om økonomi, men jeg har også en anden side. Som du har læst her. Indlæggende omkring Acusticus Neurinom gemmer jeg her: Lisesommerlund.dk/Acusticusneurinom i en afkrog af bloggen.

Hvis du vil høre mere om mit liv, livsstil, økonomi og få masser af stof til eftertanke. Så kan du følge mig på bloggen ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev.  Du kan også følge mig på facebook eller Bloglovin. Så bliver du løbende opdateret og forhåbentlig også inspireret. Du er ALTID velkommen til at skrive til mig på kontakt@lisesommerlund.dk.

Hav det fantastisk til vi ses igen ❤

6 comments
Share:
personlige-spoergsmaal

Jeg har været en rigtig hård tid igennem på det sidste og måske ved du slet ikke hvilken person, der sidder bag tasterne på bloggen her. Så i den her omgang så får du en personlig Q&A fra mig. Jeg synes det er rigtig god måde, at lave et sjovt anderledes indlæg end dem jeg plejer og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg brug for lidt mere sjov for tiden 🙂 God fornøjelse!

•••
2 comments
Share:
12323