Der er noget, jeg ikke har fortalt [Ikke for sarte sjæle]

Ensomhed og paranoia

Kender du de der opslag på facebook, hvor lidt for meget bliver overladt til fantasien? Jeg har ikke lyst til at gå i samme kategori med det her indlæg. Jeg har brug for at være ærlig og snakke lige ud af posen. Bare skrive uden at tænke for meget… I det her indlæg deler jeg en side af mit liv, som du måske ikke troede fandtes. Jeg skriver indlægget for at inspirere andre, der sidder i en lignende situation som min, men mest af alt for at komme ud med det inden jeg kaster op.

Jeg bliver nødt til at advare om et meget personligt indlæg, som måske vil ændre din opfattelse af mig. Det er derfor helt ok, hvis du hopper forbi. Der er selvfølgelig meget andet godt på siden, som IKKE handler om det som jeg deler i indlægget her.

Inden du går videre

Der er mange nyankomne læsere og for det, er jeg evigt taknemmelig. Jeg skriver jo primært om økonomi og mindful minimalisme normalt.

Som lidt hurtig baggrund til dig, der er relativt ny blev der i Januar 2017 opdaget en godartet tumor på en hjernenerve. I november 2017 blev jeg opereret og jeg har måtte leve med operationsfølgerne siden. Under operationen mistede jeg hørelsen på venstre øre, fik heftig tinnitus, samt hovedpine 24/7 med anfald af typen Hortons oven i. Smerter i ansigtet og generel træthed. Alt sammen noget, som folk ikke kan se, men som stadig er der.

Med hensyn til min hørelse, så er der meget jeg bliver nødt til at ignorere. Nogle gange kan jeg simpelthen ikke høre om de lyde jeg “hører” faktisk eksisterer eller ej. Nogle gange kan det lyde som en hvisken, der ikke giver mening, som skridt eller som bier, der summer… Jackpot for mig, der hader bier og hvepse.

“Ja ja, du skal nok klare dig”

Du har sikkert fået et billede af, at alt er fantastisk og kører skidegodt. “Ja ja Lise, du er så stærk, du skal nok klare sig” Det er dét jeg oftest hører, når jeg deler bare overfladen af det jeg kæmper med. Blikket bliver slået ned eller væk og munden lukket. Samtalen går tilbage til mere normale problemer. Det er jo det, der er nemmest ikke?

I min rejse væk fra det normale liv, har jeg følt det som en rejse i en slags tragt. Der er blevet færre og færre mennesker jeg kan spørge til råds og dele tanker med, især fordi min situation bare bliver mere og mere underlig og unormal.

Jeg er blevet ensom og paranoid

Ikke fordi jeg ikke har mennesker omkring mig. Ikke fordi min omgangskreds ikke tager hensyn, fordi det gør de og heller ikke fordi folk ikke kan lide mig.

Jeg er ensom, fordi jeg ikke kan sige sandheden

Hver gang jeg har forsøgt at dele min inderste verden med andre, så kan jeg mærke at det bliver for hårdt at høre. Det bliver for tungt og for sørgeligt.

Der er nemlig blevet tændt en sygdomsparanoia i mig, som jeg ikke kan slippe. Den hjemsøger mig hver time af hver dag og påvirker alt jeg gør. Jeg er alt for opmærksom på min krop og de signaler den sender. Så meget, at jeg hele tiden tror, at der går noget nyt galt. Jeg bliver bange for at gøre ting jeg ikke plejer, fordi jeg er bange for at bringe ubalance. Jeg bliver bange for at blive syg igen. At skulle starte forfra med nye problemer.

Nu er jeg jo meget visuel og jeg ser lidt min paranoia som den der djævel på skulderen. Den hvisker hele tiden ting i mit øre som jeg ikke vil høre. Jeg ryster det af mig og vil ikke lytte. Hver time af hver dag, har vi kampe som jeg skal vinde.

Derfor optager jeg mig selv med ting, som ikke kræver min følelsesmæssige koncentration. Hvis jeg får fred til for meget selvrefleksion, så kan jeg ikke overdøve paranoiaens ubehagelige hvisken og så skriver jeg et indlæg som dette.

Jeg har været indlagt på Riget igen

Jeg har lige været indlagt i to uger på Rigshospitalet i Glostrup. Her skulle jeg udredes i forehold til min kroniske hovedpine og smerter i ansigtet. Følger efter min operation. Alt smertestillende blev taget fra mig, og de første dage var et mareridt. Paranoiaen voksede.

Jeg følte mig skrøbelig og ensom.

Lige inden min udskrivning fik jeg en blokade i nakken. Jeg besvimede. Noget sygeplejersken ikke havde set før.

Det komiske var, at selvom jeg fik det dårligt med det samme, så var jeg stadig opsat på at snakke videre med lægen, som skulle udskrive mig. Lige indtil kroppen klaskede sammen altså. Da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg hverken styre mine bevægelser eller snakke ordentligt. Det var en slem forskrækkelse. Heldigvis fortog det sig.

Min krop har altså stadig nogle overraskelser i sig. Paranoiaen hopper på skulderen af glæden over min ulykke. “Weee huu!”

Indlæggelsen vækkede noget i mig

Efter min indlæggelse, har jeg skulle opdage min krop på ny. Før var der nogle typer smerte, som jeg bare ikke registrerede. Ondt i ryggen og lænden for eksempel. Jeg kan meget nemmere mærke efter nu, men lige præcis dét, er både en velsignelse og en forbandelse på samme tid.

Da jeg gik af det smertestillende, blev min krop forvirret og skejede ud på forskellige måder. Menstruationen udeblev, som mange gange før i mit sygdomsforløb. Smerten i operationensområdet blev vakt til live og min hovedpine gav mere mening. Den fik et mønster.

Der kom også noget nyt til… Jeg ryster og ryster og ryster. Jeg kan mærke det hele tiden, men det er ikke noget du kan se. Med mindre jeg selvfølgelig sidder overfor dig med en kop kaffe og du kigger intensivt på mine hænder. Det er sådan en fin rysten, det føles lidt som mikro twitches. Jeg taber ting
og laver nogle ufrivillige bevægelser nogen gange. Samtidig føler jeg virkelig, at jeg skal koncentrere mig mere om at holde fast på ting.

Det er igen noget, jeg har for mig selv. Noget, der fodrer ensomheden og paranoiaen, som er flyttet ind permanent. Det er ikke noget, der kan ændres på eller tages væk.

Sandheden er nemlig, at jeg ikke tør, at sige det til en læge. Jeg er så inderligt bange for, at det er noget nyt. Noget nyt som jeg ikke ikke kan håndtere lige nu. Jeg føler mig som et barn. Et barn med pegefingrene i ørene, som råber “La, la, la, la, la, la!” Når paranoiaen skriger: “Hjernetumor, sklerose, parkinsons!” og hvad der nu ellers kan hænge sammen med rysten og twitches.

Hit and run

Henover de sidste år har jeg prøvet at snakke med mange mennesker omkring mine tanker og situation. Her tegner der sig et fast mønster. Først fortæller jeg, hvad jeg virkelig føler og går igennem. Så får modtageren det ekstremt dårligt og bliver rigtig kede af det på mine vegne. Bagefter går de i løsningsmode og her bliver det farligt. Klappen går ned, paraderne kommer op og jeg lukker mig inde igen. Blikket bliver blankt og jeg forsvinder fra samtalen.

Hvorfor tænker du? Fordi ALLE de foreslag jeg får, har jeg allerede prøvet. Hver og en. Efterhånden som spørgsmålene kommer strømmende omkring, om jeg nu har prøvet dit og dat. Så vokser paranoiaen på ny igen, hvisker i mit øre og klemmer om min hals.

Derfor laver jeg en hit and run. Jeg har selvfølgelig brug for at snakke om det, men jeg har ikke brug for flere råd. Jeg har ikke brug for konfrontationen med de ting som ikke virkede, de tømte muligheder. Det gør alt, alt for ondt. For hvert råd synker jeg lidt mere og lige nu føler jeg i forevejen kun at jeg har næsen over vand. Før delte jeg kun med fremmede som jeg vidste jeg aldrig så igen, men end ikke det har jeg samvittighed til mere.

Ensomheden længe leve! Hurra, hurra, hurraaa

Jeg føler helt ærligt, at jeg bliver nødt til at skåne mine nærmeste. Skåne dem for min historie og hvad, der virkelig sker inden i mig. Jeg ved ikke om det lykkedes… Jeg ved bare, at jeg har brug for at føle mig kedelig. Jeg vil gerne være en af dem der, som kan svare “stille og roligt” til spørgsmålet “hvordan går det?”. I stedet for at få en klump i halsen.

Når jeg bliver spurgt om, hvordan der går, så griner paranoiaen og ensomheden fylder hele kroppen. Jeg svarer “Stille og roligt”, men jeg lyver… Jeg har ikke brug for de mange spørgsmål der følger, hvis jeg svarer ærligt.

Jeg vil gerne være ærlig og sige, at nogle gange er det så hårdt, at jeg kan høre en hvisken, der siger “Så hop dog”, når jeg står på vores altan på 6. sal. Ikke fordi jeg vil dø, men fordi jeg bare gerne vil være hende den gamle Lise, der døde for nogle år siden…

Ensomheden, paranoiaen og jeg, bor nu sammen i vores lejlighed. Ensomheden i kroppen og paranoiaen på skulderen. Vi drikker kaffe sammen og taber ting. Alt i mens jeg kæmper for at få mit liv tilbage.

Opt In Image
Så skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit afkrydsningskema til den totale oprydning i huset, så du altid kan holde overblikket. I samme omgang får du også den efterspurgte guide til, hvordan du kan sortere i brugte og gamle skønhedsprodukter. Så ved du, hvad du skal gøre fremadrettet. Fedt ikke!

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.

Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik 

 

Follow:

15 Comments

  1. karen marie hansen
    18. juni 2019 / 12:25

    Det er så godt beskrevet med den ensomhed man føler, når man ikke kan fortælle hvordan man faktisk har det. Og ofte ender med at skulle trøste den anden person, fordi de bliver kede af i to minutter at høre om den tilværelse man selv er i hele tiden. Og alle de råd, ofte uduelige eller ligefrem skadelige, som folk giver fordi de ikke har tænkt sig om – selvfølgelig har man forsøgt alt hvad man kan for at få det bedre. Men det giver mange en følelse af sikkerhed, at tænke at man kan helbrede sig selv hvis man skulle være så uheldig at blive alvorligt syg (når man hører om folk der har fået cancer nævnes det altid i en bisætning: ” men han har også røget i mange år”, som en beroligelse til sig selv: “det sker ikke for mig”). Samtidig med at man bærer rundt på sorgen over at have mistet sig selv, mens man stadig er i live. Og vreden over at det er så sygt urimeligt, og ikke nogens skyld, og når folk siger at de ikke forstår hvordan man kan være stærk og holde det ud – hvad er alternativet? Det er jo ikke fordi man har et valg. Og skammen over ikke at kunne det man gerne vil, og synes man bør. Jeg har ingen trøstende ord, eller “gode” råd om sellerijuice, men ville bare sige til dig at du ikke er alene, og sende dig ønsker om at det bliver bare en smule lettere.

    • Lise
      Forfatter
      18. juni 2019 / 15:11

      Tusind tak Karen Marie <3 Bare dét at du forstår, betyder meget. Tusind tak for din kommentar :)

  2. 31. maj 2019 / 16:25

    Kære Lise, du er ikke alene. Jeg ved selvfølgelig ikke præcis, hvordan du har det, men jeg kender det. Det er sjovt, at du nævner sclerose, for det er det, jeg har – og jeg bruger meget mere tid på at bekymre mig om alle de andre ting, der kan ramme mig, end jeg gør på selve sclerosen. Det er én ting at forholde sig til en enkelt sygdom + behandlinger med bivirkning, men det er til at håndtere. Man kan leve et glimrende liv med sclerose, og jeg havde det fysisk meget værre, før jeg fik sclerose. Jeg tror, at jeg frygter, at endnu en sygdom ville sætte gang i en kaskade, så det hele blev en selvforstærkende cirkel og ende i et meningsløst liv efterfulgt af en tidlig, smertefuld død. Visse dage kan jeg nærmest ikke tænke på andet. Og jeg kender de endeløse gode råd og ensomheden i det også. Ofte tror jeg, at det handler mere om, at folk mest af alt uddeler råd for at føle, at de selv kender det rigtige at gøre og på den måde vil kunne undgå, at noget lignende nogensinde kunne ske for dem? Håbløshed er skræmmende, og jeg tror ikke, at mange folk kan holde ud at indse, at nogle mennesker bliver ramt af så altomfattende uheld, at de ikke kan genvinde en fuldstændig kontrol over eget liv eller krop? Så er det ligesom nemmere at tipse om ingefærshots eller meditation eller whatever. Og det er nok det, der får mig til at føle mig aller mest ensom: at jeg pludselig føler, at de ikke længere sidder i en samtale med mig, men i stedet er blevet optaget af en indre samtale med sig selv.

  3. 2. maj 2019 / 13:49

    Kære Lise,

    Sikke et stærkt indlæg – tusind, tusind tak, fordi du deler! Jeg er sikker på, at idet du deler, kan du vække genkendelse hos andre, som går stille med de samme følelser og tanker. Jeg håber inderligt, at din ensomhedsfølelse forsvinder, for du er jo ikke alene.

    Virtuelle kram til dig,
    Mange hilsner fra Elizabeth

    • Lise
      Forfatter
      3. maj 2019 / 8:54

      Hej Elizabeth, mange tak 🙂 Jeg synes vi kommer længst ved at være hudløst ærlige. Det har jeg brug for her på min blog. Det er et ærligt og positivt rum for mig og så har jeg bare de bedste følgere i hele verden <3 <3 <3 Det kan næsten kurere any rainy day

      Du får lige en krammer tilbage <3 🙂

      Kærligst Lise

  4. 24. april 2019 / 14:20

    Wow Lise. Jeg er meget rørt over, at du vil dele dit inderste så ærligt – det er så stærkt. Endelig er der én, der siger det, som så mange af os med kroniske smerter tænker. Tak for det!
    Jeg håber, du finder din vej, selvom det er så uendeligt svært, når noget så i forvejen forfærdeligt som sygdom, stjæler ens kontrol, og hvad der kan føles som ens personlighed.
    De allerbedste ønsker og smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    • Lise
      Forfatter
      25. april 2019 / 15:18

      Kære Laura, tusind tusind tak <3 Jeg føler heldigvis, at jeg har nogle rigtig dejlige følgere. Så her er jeg home safe på en måde. Det føler jeg virkelig, også selvom jeg stadig var lidt nervøs, da jeg klikkede Udgiv 🙂 Tak for dine tanker og smil, det er lige hvad jeg har brug for.

      Kærlig hilsen Lise

  5. Michelle
    22. april 2019 / 6:11

    Åh hvor jeg føler med dig. Det må være hårdt ikke at kunne snakke med folk – jeg ved, hvad du mener. Skrivningens kunst besidder du dog. Sikke en rørende afslutning på indlægget. Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre for dig. Ingen fortjener at bo sammen med ensomhed og paranoia. Jeg håber du finder en masse stykker af Lise fra før. <3
    Masser af varme tanker

    • Lise
      Forfatter
      23. april 2019 / 8:45

      Tak Michelle, det betyder meget. <3 Meget er kommet tilbage heldigvis, men der er lang vej endnu. Kryds fingre for mig, så er jeg glad :)

  6. 21. april 2019 / 22:57

    Kære Lise
    Hvor er det bare træls situation og ja, jeg bliver rigtig ked af at høre, hvor skidt du har det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det er, at være fanget i en krop, der ikke virker, som den burde – og gud skal lov for det! Men det gør mig virkelig ondt at høre/læse om alt det møg du går igennem. Det kræver en enorm styrke, at gå igennem sådan en enorm modstand med mere eller mindre oprejst pande – men det kræver lige så meget styrke, at kunne indrømme, at man har det ad helvede til…

    Mange knus og kram <3

    • Lise
      Forfatter
      22. april 2019 / 9:45

      Tak Line for dine søde ord <3 Jeg synes det er mega vigtigt, at tage de dårlige dage med. Så andre kan se, at det også kan være sådan. Vi trods alt kun mennesker. Knus og kram til dig også <3

  7. 21. april 2019 / 22:54

    Kære Lise
    fuck altså, det må være så pisse svært, også selvom du er sej, for det er du altså, ingen løsningsforslag her, bare tak for det ærlige og private indlæg, som jeg kan regne ud, må have været både en lettelse og virkelig skræmmende at skrive.
    Kærlig hilsen
    Rikke

    • Lise
      Forfatter
      22. april 2019 / 9:48

      Kære Rikke, ja det var virkelig svært at skrive, men helt klart også en lettelse det blev udgivet. Det måtte bare ud. Jeg synes tit jeg ser folk i lignende situationer gemme sig væk med en følelse af at de helt forkerte. Så sidder de alene med tanker, som de tror at kun de har, og det er jo forfærdeligt. Endnu en gang tak Rikke, du er så sød <3

    • Lise
      Forfatter
      22. april 2019 / 9:50

      Iiih, dejligt med positivitet og enhjørninger og ja det har jeg brug for <3 Tak Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Bøger jeg anbefaler – Indeholder reklamelinks

Lev for det halve af Nanna Hyldgaard Hansen

Familieliv, forbrug og arbejde i balance
Magisk oprydning af Marie Kondo

Absolut must read bog om minimalistisk oprydning
Grønne spirer af Mia Sommer & Maria Felding

Dejlig bog til veganske forældre
The China Study af Thomas Colin Campbell

Fantastisk spændende bog om plantebaseret kost
Det helbredende køkken af Kirsten Skaarup

Spændende bog om vegansk kost og velvære
Cradle to Cradle af Michael Braungart & William McDonough

Inspirerende bog om miljøvenlig vækst
Ryd op i dit rod af Karen Kingston

Inspirerende bog som spirer enhver minimalist
Din Økonomi af Michael Møller & Niels Christian Nielsen

Inspirerende bog om privatøkonomi
Den lille bog om din økonomi af Michael Møller & Niels Christian Nielsen

Must read bog til balance i økonomien
Den Plantebaserede kost af Tobias Schmidt Hansen & Maria Felding

Musthave bog om plantebaseret kost
Hvordan du undgår at dø af Dr. Michael Greger

Fantastisk bog om plantebaseret kost - Dansk
How not to die af Dr. Michael Greger

Fantastisk bog om plantebaseret kost - Engelsk
Selvudvikling – Hvem har flyttet min ost?

Kort bog til selvudvikling og optimering af arbejdslivet

Ved at bruge mine anbefalinger, støtter du siden her finansielt. Så den kan leve forever and ever ;)

%d bloggers like this: