Fødselsberetning – Komplikationer og akut kejsersnit. Indlægget her er hevet med fra min gamle blog. Sådan kan en fødsel også gå, heldigvis endte det godt.
♥♥♥
Min fødselsberetning
Hold da op en tur… Hele mit billede af, hvordan min fødsel ville foregå, blev nærmest det omvendte af, hvad der faktisk skete. Sådan noget *&%¤. Det her indlæg handler om hvordan vores lille søn kom til verden. Fra start til slut. Det skal siges at hele oplevelsen ikke er noget som jeg oplevede som fantastisk, indlægget kan måske godt virke meget dramatisk, men alt er skrevet som jeg oplevede det. For mig var det svære valg og veerne var den mindste prøvelse.
Optakt – Dagen før
Allerede dagen før det hele startede, ekskalerede min bækkenløsning. Det føltes som dengang jeg blev sygemeldt. Jeg havde virkelig ondt og kunne ikke komme rundt uden hjælp. Jeg havde en helt ekstrem tissetrang. Tit gik jeg på toilettet, kun for at tisse få dråber. Da jeg gik i seng var det med en meget smadret krop og jeg så på ingen måde, at jeg var at gå i fødsel. Jeg tror at nogle af smerterne fra bækkenløsningen kamuflerede startveerne. Jeg havde svært ved falde i søvn og fik derfor kun 4 timers søvn.
Sådan startede det for mig
På dagen vågnede jeg kl. 4.30. Desværre normalt, fordi jeg efterhånden altid vågnede af smerter fra bækken og ryg. Jeg ved det lyder sindsygt, men det var sådan hverdagen var for mig i min graviditet. Jeg stod op og prøvede at tage et bad. Svimmel som sideeffekt af hormonel tinnitus og svajende pga. bækkenløsningen. Jeg troede til start, at smerterne var min normale bækkenløsning, der kunne godt give nogle jag, der var virkelige uheldige. Første ve føltes som en normal plukve, der spændte i lænden. Resterne af slimproppen røg om morgenen. Det kunne jo betyde, hvad som helst. Jeg lagde mig på et varmetæppe, som normalt lindrede bækkenløsningen.
Det var veer – Kl. 5.15
Her gik det op for mig, at jeg havde veer. Jeg startede timeren og efter 45 min. havde jeg allerede veer med 2½ minuts mellemrum og af et minuts varighed. Det var intervallet, hvor man skulle tage på hospitalet. Vi tog til hospitalet og blev undersøgt. Livmoderhalsen var væk, men der var ingen åbning endnu. Umiddelbart var alt normalt og jeg kunne se frem til en masse timers veer. Jordmoden sagde til os, at vi skulle komme tilbage når vi “følte” for det…. mega irriterende. Hvad fanden skal man så gå efter, når det er første gang? Jeg blev mega stædig og sagde til min mand, at jeg først ville tage ind igen når vandet var gået. Osse for at undgå at blive “målt” indvendigt igen. Hvilket gjorde latterligt ondt. Lad os bare sige at det ikke er lige ved indgangen der måles og “måleinsstrumentet” er EN HÅND! Av for f*****!!!
Vendepunktet – Kl. 10.10
Pludselig begyndte maven, at opføre sig virkelig underligt. Den rykkede sig “op” og det gjorde meeega ondt. Jeg tog det som en del af veerne, men tog alligevel et billede af maven. Det var virkelig mærkeligt.. Veerne begyndte at blive ret underlige. Skiftede i intensitet og hvor lang tid der var i mellem, som om min krop ikke kunne rigtig kunne bestemme sig. Afstanden mellem veerne gik mellem 2 min. og helt op til et kvarter. Det virkede bare så underligt, når intervallerne havde været så sikre før?
Hvad sker der? – Kl. 17.30
De underlige veer fortsatte og intensiteten af hver ve varierede helt vildt. På det her tidspunkt havde jeg igen ca. 2 min mellem hver ve og jeg valgte at køre på hospitalet igen, bare for at tjekke at alt var ok. Da vi gik fra parkeringspladsen, var jeg meget overbevist om, at vi bare ville blive sendt hjem igen. Så vi lod alt undtaget vandrejournal blive i bilen. Her føltes veerne som ekstrem spænding i lysken, ned i lårene og maven. Sammen med den svære bækkenløsning, er det bestemt ikke den fedeste combo.
På fødestuen igen
Vi kom hurtigt ind og blev undersøgt. At blive “målt” under veer er noget af det mest smertefulde jeg har oplevet, hold K*** hvor gjorde det ondt!
Jordmoderen: “Prøv at se om du kan slappe lidt mere af”… – Jeg græd, veerne var igang og jeg havde ingen mulighed for styre min krop
Det føltes som en evighed før hun var færdig. Hun kiggede på min mand og jeg med et ret bekymret udtryk og sagde, at hun havde været nødt til at trække livmodermunden ned for at kunne mærke bedre. Desværre var hun nødt til at få en second opinion. Det tydede ikke skidegodt. Jordmoder nr. 2. kom ind. Samme procedure som før. Veerne kørte oveni hinanden og nu var en ny “måling og mærkning” igang, Jeg følte det som en tortur, som man bare var nødt til at lade ske. Der var helt klart noget der bekymrede dem og det bekymrede os.
Jordmødrene: “Vi bliver lige nødt at hente en læge”
Hold nu kæft tænkte jeg bare… Min mand stod og så meget skræmt ud, jeg blødte åbenbart ret meget pga. deres “målinger”, men de havde været diskrete nok til at skjule det for mig, for at undgå at jeg gik i panik.
Så gik det stærkt
Lægen kom hurtigt, sammen med et ultralydsapparat. Hun mærkede lidt på maven og kørte apparatet hen over maven.
Lægen: “Han vender forkert og han er en stor baby” Nu skal i vælge hurtigt.
Babyen som havde ligget perfekt i to mdr. og som lå perfekt til morgen, havde vendt sig under veerne. Den ene fod lå næsten strakt ned mod udgangen og det andet var bukket. Jeg fik senere fortalt, at det slet ikke burde kunne lade sig gøre. Well it DID! Vi stod med valget risikabel sædefødsel pga. hans størrelse og placering og et akut kejsersnit. I Danmark har man åbenbart altid valget.
Det svære valg
Tankerne fór rundt i mit hoved. ” Er det her virkelig sådan det skal ende?” Jeg havde på en eller anden måde glædet mig til fødslen og bestemt mig for, ikke at få noget smertestillende. Jeg forestillede mig stort badekar, min mand, der klippede navlestrengen og at få min lille dreng direkte op til mig. At få taget et idyllisk billede af en jordmoder og alt skulle være liv at glade dage. Men sådan blev det ikke…
Jeg var bange
“Kejsersnit”
Jeg følte mig kvalt, da ordet kom ud af min mund. Jeg havde af al magt prøvet at undgå smertestillende, medicin, pesticider, parfumer, konserveringsmidler, sødemidler, you name it, igennem hele min graviditet. Alt jeg indtog var af hensyn til min baby. Det her gik imod alt, hvad jeg havde ønsket. Men jeg var bange, bange for at han skulle få for lidt ilt under fødslen og at jeg ville sidde på den anden side med et handicappet barn eller værre… dødt barn.. Jeg græd, jeg følte mig allerede som en lortemor, som sprang over hvor gærdet var lavest.
Sandheden
Sandheden var, at der var en stor risiko for lige netop dét jeg frygtede mest og det kunne jeg ikke ignorere. Jeg havde svært ved at skjule min skuffelse og følte virkelig en slags sorg allerede. Jeg begyndte at blive overbevist om at kejsersnittet, sikkert også ville gå galt. Ikke med hensyn til mit barn, men mht. mig selv. Jeg har aldrig haft en god respons mht. bedøvelse, pga. et meget lavt blodtryk og har altid blødt alt for meget og mistet for meget blod, under de få operationer jeg har fået før i tiden. Jeg var mildt sagt meget bange. Jeg gik hurtigt fra ekstremt bange til at acceptere det værst tænkelige udfald.
Recap fra graviditeten
Igennem min graviditet havde jeg haft ret mange graviditets skavanker. Først kom normal bækkenløsning, så svær bækkenløsning, så blev nerver trykket, iskias-nerver provokeret, Bells parese (halvsidig ansigtlammelse), hormonel tinnitus og noget der lignede karpal tunnel syndrom. Jeg har været ude af stand til at arbejde eller bare komme ordentligt ud af huset i 5 mdr. De gange jeg havde været ude, fortrød jeg altid og ønskede bare mig selv hjem igen. Alt dette gjorde, at jeg var begyndt at se min krop, som noget der sugede graviditets skavanker til sig, min graviditet har i den grad IKKE været en dans på roser.
Læs fx. Bells Parese i graviditeten eller se mine videoer “Sygemeldt med bækkenløsning” og “Bells Parese – min værste oplevelse”
Min skræk. Er det her farvel?
Et kvarter senere lå jeg på operationbordet, veerne kørte stadig oveni hinanden og epiduralen skulle lægges. Jeg var rædselslagen for, at komme til at bevæge mig under en ve, så lægen ville stikke forkert. På det her tidspunkt havde jeg slået fra. Stirrede bare ud i luften og prøvede, at forholde mig roligt og acceptere tingene som de var. Jeg følte mig ikke som “soon to be mother”. Jeg var mere ramt af en ekstrem sorg følelse og følte mest af alt, at min mand ville komme hjem uden mig, men i det mindste sammen med vores søn.
Kejsersnittet
Da epiduralen begyndte at virke, blev jeg mindet om, hvordan en smertefri krop føltedes. En virkelig rar følelse og lille trøst, når nu det hele var som det var. Jeg stirrede op i loftet og mærkede hvordan der blev hevet i min krop. Jeg kunne ikke høre meget pga. tinnitussen. De fortalte alt der skete, så jeg kunne følge lidt med, men jeg kunne ikke høre vand eller barnegråd. Heller ikke da de sagde at han var ude. Min mand skulle følge med vores søn og de tog ham hurtigt til et børnebord, så han kunne blive tjekket igennem. På det her tidspunkt havde jeg ikke hørt nogen livstegn fra vores søn og var utroligt groggy af epiduralen. Jeg kunne kun mærke små ryk i min krop efterhånden som de fik syet mig sammen. Jeg begyndte at græde… Jeg har aldrig i mit liv følt mig så alene som da jeg lå der. Jeg ventede stadig på at “slukke”, ventede på at høre nogle alarmerende bip fra udstyret eller at det skulle sortne, som når mit blodtryk bliver for lavt.
Så kom han. Vores fantastiske lille søn. Min mand kom ud med det største smil og de lagde ham op hos mig. Jeg måtte røre ham, slangerne og ledninger fra begge arme gjorde det utroligt svært, men der lå han. Jeg begyndte at slappe lidt af.
Måske går det alligevel?
Det er så nemt
At stå udenfor og kigge ind. Jeg kan bare høre for mig, de helt klassiske kommentarer som: “Ej altså kejsersnit er sååå standard”, “Hvorfor blive så bange for det?” og den dur. Men sandheden er jo, at vi allesammen har vores egne erfaringer og ballast vi går ind i situationer med. Nogle tager vi lettere end andre. Det er så nemt at stå bagefter, når det hele er overstået (som udefra kommende) og sige “Selvfølgelig gik det godt” billige point på orakel kontoen og virkeligt irriterende kommentar når de stadig er utroligt tæt på. Nu her 14 dage efter kan jeg stadig græde over bare at tænke på hvilke tanker der gik igennem mit hoved den aften.
Tusind tak fordi du derude læste med, jeg håber at i fik noget med jer fra indlægget og ønsker jer alt det bedste når det bliver jeres tur.
XOXO Lise
Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.
Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik
