Sproglig udvikling – Den ultimative guide til at styrke dit barns sprog

Sproglege sproglig udvikling

Sproglig udvikling – Den ultimative guide til at styrke dit barns sprog

Det er sindsygt lang tid siden, at jeg har skrevet et forælder indlæg og i fremtiden, vil jeg gøre mere for at få flettet dem ind her på bloggen. Både fordi det er sjovt at skrive om og fordi det hjælper mig selv til at huske, hvad vi gjorde i de forskellige situationer. Noget af det, som vi får flest kommentarer på er vores søns sprog. Jules begyndte at sige ord, da han var meget, meget lille. Vores søn snakker rigtig meget og laver i en alder af 2 år, lange sætninger med mere end fem ord. Som vel at mærke er forståelige for andre voksne også. Så her får du mine tips til sproglig udvikling, så du kan styrke dit barns sprog. Sidst i indlægget gennemgår jeg også nogen sproglege, som du kan lege med dit barn.

Sproglig udvikling – Øvelse gør mester

Det er klart for de fleste, men øvelse gør mester. Og i starten, så er det dig, der skal øve med dit barn. Det er sjældent, at barnet bare sidder alene og snakker med sig selv. Hvis du virkelig gerne vil styrke dit barns sprog, så skal du som forælder også sætte tid at til at øve og snakke med dit barn. Det er altså alfa og omega. Husk at du er den, som lærer dit barn at snakke. Derfor er det vigtigt at du viser, hvordan man gør 😉

Mund, læbe og tunge lege

En vigtig del af det, at tale er at kunne bruge sin mund, tunge og læber. Leg med dit barn og lær ham eller hende at række tunge og vrikke den fra side til side. Det kan også være at åbne og lukke munden, trutte med munden og smile. En typisk leg vil bare være at sige “Aaaah” og lave forskellige lyde med munden. Kysselyde, pruttelyde etc. Det er vigtigt at du aktivt viser, hvordan man gør. Ansigt til ansigt.

Øv stavelser og lyde

Til at starte med, så skal dit barn lære hvordan man laver de forskellige lyde og hvordan tungen bruges til ord. Det er noget, som mange glemmer og du giver dit barn en klar fordel, hvis du til en start fokuserer mere på stavelser, frem for hele ord. Som et eksempel, så er en af de første stavelser eller lyde som dit barn lærer “M..” lyden. Byg videre på det. Syng ma ma ma, mu mu mu, mi mi mi etc. Senere kan du bevæge dig videre til B-, R-, D-lyde. Dit barn vil gøre meget for at få noget opmærksomhed fra dig, og vil hjertens gerne gøre dét, der får din fulde opmærksomhed. Selvfølgelig skal du ikke erstatte al kommunikation med disse øvelser, men det giver dit barn en success oplevelse, når dit barn kan sige det samme som som dig.

Vores søn begyndte at sige stavelser, da han var ca. 7 måneder gammel. De første var ma ma, ba ba og ra ra.

Selvtillid, tryghed og success-oplevelser

Efter min mening, så er opbygning af selvtillid og et miljø med plads til fejl. En vigtig faktor, når vi snakker læringsmiljø for næsten alle børn. Hvis børnene har en idé om, at forældrene bliver skuffede eller sure når de prøver, så stopper de med at prøve. Vis at det kan betale sig at prøve og øve sig. Smil og vis med dit kropssprog, at du er glad for at de prøver. Det er helt lovligt at lave grader af ros. Vores ros var for eksempel opdelt sådan:

  1. Smil og ordet “Neeeej, det er en Cy-kel. Kan du sige cy-kel?” 
  2. Smil og ordet “Rigtigt”
  3. Smil og ordet “Flot!” og highfive, aen på ryggen
  4. Hvis det var virkelig flot, så kom der en kæmpe kram og kys indover.

Brug de samme udtryk hver gang. Så barnet virkelig forstår din respons.

Side note: Jeg ved godt, at nogle anbefaler ikke at bruge ordet “Nej”. Men det har nu aldrig taget modet fra vores søn. Vi har været meget opmærksomme på kun at bruge ordet “Nej” i særlige sammenhænge. Derfor bliver “Nej” ikke brugt så meget hos os og er ikke et skældsord her.

Det bliver ikke perfekt første gang

Det bedste tip er, at du som forælder skal huske at dit barns sprog ikke bliver perfekt fra start. Jeg hører rigtig mange forældre, der retter så meget på deres børn, at børnene begynder at holde igen. Det er virkelig synd. De skal nok komme i mål. Det er en meget kompleks læringsprocess de har gang i. Læg mærke til dit barns niveau og giv ros derefter. Så kan du altid gøre det sværere og mere udfordrene senere. Men tålmodighed er virkelig vigtigt.

Sådan hjælper du dit barn til at sige ordet rigtigt

Hvis dit barn peger på en cykel og stolt siger “gygel”. Så kan det også være der dit barn er rent sprogligt. Vi gjorde det, at vi gav ros for det huskede ord og gentog det korrekte. Så når vores søn sagde “Gygel” så sagde vi “Rigtigt Jules, det er en cykel”. Nogle gange gentog han selv den korrekte udtale, pegede igen og sagde “cykel” og så var der highfive i luften.

Når dit barn har problemer med et ord, så er det ret vigtigt at barnet ser, hvordan du gør det. Sig ordet ansigt til ansigt, så barnet kan se, hvordan du siger det og hvordan du bruger din mund, tunge etc. Det nytter ikke noget, at sige ordet hvor barnet har ryggen til.

Brug med vilje de ord barnet kender

En rigtig god måde, at hjælpe dit barn med at huske de nye ord og samtidig lære barnet, at bruge de nye ord i sætninger. Er at du med vilje, bruger de nye ord, som de har lært. Det giver også barnet et selvtillidsboost, fordi de ved hvad du taler om. Jo mere du kan sætte ordene de har lært ind i nemme sætninger, jo hurtigere går det med sproget.

Vær simpel

I starten er det virkelig vigtigt, at du prøver at være simpel. Fokusér på få ord af gangen i stedet for hele bondegården. Lav simple sætninger og giv barnet en chance for at forstå, hvad der bliver sagt. En klassiker, som jeg tit ser er at forælderen snakker så hurtigt, at ordene ikke bliver skilt ad. Tænk på, hvad der ville gøre det nemt for dig selv, hvis du skulle lære et nyt sprog.

Her er det ok, at presse lidt

Hvis dit barn har lært et bestemt ord og prøver, at gå tilbage baby sprog så at sige. Så er det fint, at vente og opfordre barnet til at sige det korrekte ord.

Som for eksempel barnet peger på cyklen og siger “Den der” eller endnu værre “Mmmmhmmh”. Så stop op og sige at du ikke forstår eller vær lidt irriterende. Pres barnet lidt til at bruge ordet. Med tiden finder barnet ud af, at det er meget nemmere og hurtigere, at bruge ordet “cykel”, frem for “Mmmmhmmh”.

Sproglege, som du kan lege med dit barn

Vi har leget rigtigt meget med vores dreng og der har været bestemte sproglege, som virkelig satte skub i sproget! Oplæsning og sange er en stor del af dem! Børn lærer absolut intet sprogligt af tegnefilm og Ipad spil, når det kommer til sprog i starten. Hvad de derimod lærer rigtig meget af er, at se dig bruge dine ord. Hvordan du laver ord med din mund, læber og tunge. At se og høre dig snakke.

Dialogisk læsning – En måske anderledes historiefortælling?

Noget som jeg gjorde rigtig meget ud af, da han fik opbygget sit sprog var, at læse historier. Jeg brugte nok 2-3 timer dagligt på pegebøger og højtlæsning alene. Jeg har også hørt en lille fugl synge om, at dialogisk læsning er det nye sort. Læs mere om dialogisk læsning her læseleg.dk/dialogisklæsning, forlagsliv.dk/dialogisklæsning eller ultra kort her carlsen.dk/dialogisklæsningMed dialogisk læsning er det selvfølgelig rigtig vigtigt at lægge vægt på dialog med dit barn. Hold pauser i historien og beskriv, hvad i ser på. Efter noget tid, kan du spørge barnet, hvad der sker og hvad det er i kigger på. Her er et tip så, at pege på de forskellige figurer som optræder i historien, imens du fortæller. Efter et stykke tid så kan du udvide ved at spørge barnet, hvor de forskellige figurer er. Det samme med pegebøgerne. Når du læser historie for dit barn er det vigtigt at prioritere det og tage dig god tid. Det kan være vanvittigt givende for både dig og dit barn. Så må aftensmaden godt blive lidt forsinket 😉

Behøver jeg at sige, at et af min søns første ord var “bog” 😉 og “Far” kom efter “gulerod” ha ha.

Sproglege og sange med fagter

Sange med fagter, rim og remser elsker de fleste børn. Det er et meget kendt pædagogisk redskab, som udover at stimulere sproget også stimulerer deres motorik og sociale færdigheder. Meget tidligt fik jeg en sangkuffert og en bog med de mest brugte fagtesange, rim og remser. Hvilket er guld værd, hvis man er førstegangsmor!

Vi synger VIRKELIG meget herhjemme og sange med fagter, rim og remser kan nemt sniges ind i mange rutiner. Bad, bleskift, morgenmad, aftensmad og køreture.

Sange med stop

Senere begyndte vi at lave stop i sangene og lade vores søn fylde ud. Det har været rigtig sjovt. Som et eksempel så synger vi:

“mester Jacob, mester (—)”

“Sover du, sover (—)”

Det er mega simpelt, men det laver en kanon interaktion med dit barn og de bliver virkelig glade for at få en rolle i sangen.

Sproglege med ting og navne

Mange af os kender klappesangen med navne. Som denne her “Drala drala” Her fik jeg den idé, at bytte navne ud med ting, så hver gang min søn prøvede at sige et nyt ord, så sang jeg sangen. Det var faktisk rigtig sjovt og det gav et rigtig godt billede af, hvad der fangede hans opmærksomhed. Selvfølgelig fungerede nogle ord bedre end andre, men vores søn elskede det og det var den sangleg, der fik mest skub i hans sprog.

Til sidst var det faktisk sådan, at han kiggede på mig, tog sin hånd op og drejede den, hvis han ikke kendte et ord.

Opbygning af ordforråd og forståelse

Et sprog er mange tusind ord og de skal øves mange, mange gange før de sidder fast og barnet virkelig forstår meningen. Derfor kom vi op med nogle lege, hvor vores søn virkelig kunne få øvet nogle ord. En af legene, der var med til at opbygge min søns ordforråd og som vi tit legede var ledelegen.

Ledelegen gik ud på, at jeg nævnte en ting og så galt det om at finde den. Det kunne være alt. Dyr, gryder, sin far, sin dyne, tandbørste etc. etc. Det bedste var faktisk, at han følte sig nødvendig samtidig og det gjorde helt sikkert noget for selvtilliden. Min erfaring blev, at jo mere nødvendig genstanden var, jo mere prøvede han at finde den. Bil-nøgler forud for en køretur. Sut, hvis han skulle i seng etc. Hvis han virkelig ikke kunne finde tingen, så ledte vi selvfølgelig sammen.

👶👶👶

Det var alt hvad jeg havde til dig i denne omgang

Hvis du har flere tips eller kommentarer til indlægget, så smid endelig en besked. Det her var hvordan vi har stimuleret og opbygget vores søns sprog. Jeg håber, at mine tips gav dig noget inspiration til, hvordan du kan hjælpe dit barns sprog på vej. Hvis du selv har et bud på nogle gode sproglege, som du leger med dit barn. Så skriv det endelig i kommentarerne.

Læs alle mine motherhood indlæg her: lisesommerlund.dk/motherhood

Hvis du vil høre mere om mit liv, livsstil, økonomi og få stof til eftertanke. Så kan du følge mig på bloggen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet herunder. Du kan også følge mig på facebook eller Bloglovin. Så bliver du løbende opdateret og forhåbentlig også inspireret. Du er ALTID velkommen til at skrive til mig på kontakt@lisesommerlund.dk.

Hav det fantastisk til vi ses igen ❤

Opt In Image
Så skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit afkrydsningskema til den totale oprydning i huset, så du altid kan holde overblikket. I samme omgang får du også den efterspurgte guide til, hvordan du kan sortere i brugte og gamle skønhedsprodukter. Så ved du, hvad du skal gøre fremadrettet. Fedt ikke!

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.

Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik 

 

Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!