Er du en af dem som forsvinder lidt en gang i mellem? – Det er jeg …
Måske giver spørgsmålet ikke rigtig mening, men livet er jo lidt en rutsjebane. Nogle gange kilder det i maven andre gange … Ja, der brækker man sig.
Lige lidt hurtig baggrundsinfo: I November 2017 fik jeg fjernet en tumor, der pressede på hjernestammen. Tumoren er væk, men jeg skal hver dag leve med konsekvenserne fra operationen. Jeg har mistet hørelsen på ét øre, som gør at jeg ikke kan retningsbestemme lyd eller følge med i samtaler, når der er for mange mennesker. Deruover får jeg ekstremt hurtigt hovedpine. Så ja, det var lidt baggrund 😊
Løgner eller forvandlingsmester?
Jeg har svært ved at se forskel …
Sidste sommer var jeg på besøg i Jylland. Jeg havde glædet mig helt åndsvagt. Men allerede inden vi kom afsted, så bankede hovedpinen på.
Jeg var afsted med min dreng på tre. Han havde glædet sig helt ekstremt til at komme afsted og jeg havde gjort ekstra ud af eventyret.
Vi havde set videoer om, hvordan fly letter og snakket om, hvordan man opfører sig i et fly. Vi havde snakket om, hvad vi glædede os til. Tre togture, tre busture, ét metrotog og ét S-tog.
Ej men altså. Der var ikke et øje tørt. 😊
Men fra starten gjorde jeg virkelig meget ud af, at min søn ikke skulle mærke, at jeg havde det skidt. Kvalmen kom, trykken i hovedet, i øret, i ansigtet … Men mor smilede stadig og pegede på den lille klovnefisk i lufthavnens saltvandsakvarie.
The show must go on.
Men hver gang han kiggede væk, holdt jeg pause fra skuespillet og følte mig lidt som en løgner samtidig …
Jeg nægtede simpelthen at lade hovedpinen ødelægge turen, som vi havde glædet os sådan til.
Et forsvindingsnummer
To af dagene var vi forbi Maria fra Curlycamper.dk. Min søns gudmor (den bedste). Vi havde meldt fra ved så mange arrangementer, at jeg var stålsat på at komme denne gang. Min søn havde glædet sig, som kun drenge på tre kan.
Vi skulle sove i telt, bage snobrød og bare hygge helt vildt. Men desværre var det ikke så nemt. Når jeg har det skidt, har jeg svært ved at holde bare én samtale kørende …
Og jeg bliver meget passiv at være sammen med.
Uden at tænke over det, så forsvinder jeg også. Ikke kun ind i mig selv, men også væk fra andre mennesker.
Jeg kom. Jeg så. Jeg forsvandt
En af dagene var der en sommerfest. Stoppet med søde mennesker, men også mennesker, som jeg ikke kendte. Nogle gange kan det føles som om, at jeg kommer med alle mine talenter. Griner, smiler og joker, men så snart for mange skal være med i samtalen, så træder jeg stille nogle skridt tilbage.
Sådan ha ha – Skridt tilbage – ha ha – Skridt tilbage.
For til sidst at forsvinde helt fra samtalen.
Det skete også til festen. Jeg endte på det samme sted, med den samme tanke i hovedet.
Først den der sure: “Fuck, ikke igen … Det er bare ikke fair”
Så den der accepterende: “Det er ok Lise, du klarer den … Træk vejret, det er ok”.
Til sidst kommer den drillende: “Jeg er lidt som Houdini. Jeg forsvinder, ingen opdager det. Med et trylleslag er jeg tilbage igen.”
Så smiler jeg og går ind igen efter en god pause. Tager opvasken og glæder mig over ikke at sidde og mukke i et hjørne. Jeg får det bedste ud af situationen.
Glæder mig over alle de fede ting, der sker lige nu. Vi ER afsted. Jeg ER her og min søn løber skraldgrinene rundt og er lykkelig.
Jeg gik godt nok i seng med dunkende hovedpine kl. 19.30, men min søn nåede alt det vigtige og blev puttet af sin skønne gudmor aka. Curlycamper.
For at slutte af med en tragisk komisk episode
Bare fordi det hele ikke skal være helt sørgeligt, så skete der faktisk noget virkelig heldigt samme aften.
Under et af mine forsvindingsnumre sad jeg på gulvet i en baggang. Pludselig kunne jeg høre min søn i vild panik. Han græd som pisket og kaldte på mig.
“MOOOAAAAAAR!!!” hulkende.
Jeg løb rundt og ledte efter ham, men kunne ikke høre ham, hvorend jeg løb hen.
I stuen var der musik og fest. Til sidst gik jeg tilbage i baggangen. Her hørte jeg ham igen. Jeg åbnede døren til værkstedet. Dèr stod han og hamrede på døren ud til den bagerste del af haven. Døren var smækket bag ham og låst.
Døren til værkstedet, var den dør jeg havde siddet op ad.
Og jeg var gået den modsatte vej. 🤦♀️
“Mor, du kom!” Sagde han med våde kinder og det største smil. Heldigvis havde han nok kun stået der i nogle minutter.
Det tragisk komiske ligger i, at jeg nok ikke havde fundet ham lige så hurtigt, hvis jeg ikke havde leget Houdini.
Så da vi stod der og krammede i værkstedet, lige dér følte jeg mig som den bedste mor i verden.
Trods hovedpine og forsvindingsnumre. Jeg mindede mig selv om, at jeg er der for min dreng, og at jeg gør mit bedste.
Mindset er så vigtigt
Man kunne tro at jeg er et virkeligt ulykkeligt menneske, men det er heldigvis ikke sandheden.
Jeg har øjeblikke, hvor jeg bander min krop langt væk, men jeg minder også mig selv om, hvor jeg er lige nu og hvad jeg har lært.
Leger du også Houdini eller har du et spørgsmål til mig? Så skriv endelig.
Jeg er jo lige her. Trods alt. 😊
Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.
Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik