Acusticus Neurinom, Personligt

Jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget over et indlæg

jeg-har-graedt-saa-meget

Skal jeg droppe tanken om flere børn?

Jeg har brug for din hjælp, dine kloge ord og tanker.

NB: Dette indlæg indeholder meget personligt indhold og til tider skarpt sprog.

Jeg får det ikke bedre

I den sidste måneds tid, har jeg haft en del op og nedture. Det virker som om, at min tilstand bare går frem og tilbage hele tiden. Så måske er det bare sådan det altid vil være? Dage uden garantier og en hverdag, der bare aldrig bliver normal igen? Dage med konstant hovedpine, migræneanfald, masser af smertestillende, evig træthed og alt muligt andet lort.

Er det mit liv nu og for evigt?

Psyken får et knæk gang på gang

Selvom det er virkelig sørgeligt at indrømme, så får jeg ca. hver 2 uge et angst anfald. Det bliver som regel trigget af fremtidssnak. Det er her, hvor jeg får en slags tvangstanke om at skride fra det hele. Selvom jeg ved at det ikke giver mening og at det ikke vil ændre på noget. Jeg kan mærke anfaldet komme og skal hurtigt i kontakt med professionelle eller nær familie før det eskalerer. 

Piller, piller og flere piller

Jeg har altid haft det dårligt over at tage smertestillende… Men efter operationen har jeg taget smertestillende døgnet rundt og kan ikke undvære pillerne. Jeg prøver at holde mit pille indtag på et minimum. Hvis jeg tager den anbefalede dosis, så får jeg rigtig mange bivirkninger. Mit hjerte laver ballade og mine “dyk” med ekstrem hovedpine bliver værre.

Jeg har prøvet rigtig mange gange at undvære pillerne. Det resulterer i at mit ansigt og operations området kramper op, og jeg ikke kan eksistere i mig selv… De gange er jeg endt på skadestuen.. Også selvom jeg tog pillerne igen, så var skaden bare sket. Jeg har også prøvet alle mulige pille kombinationer og typer smertestillende, men jeg kommer bare ikke af med den underliggende årsag.

Vand og gulerødder kurerer ikke hovedpine

Jeg synes personligt selv, at min behandling er noget rod. Dem som har opereret mig har for nyligt sagt, at deres arbejde var gjort. Altså tumor var ude, så de var færdige med mig. SAY WHAT! Jeg føler virkelig at mine efterveer har været negligeret fra hospitalets side og jeg løber virkelig tit ind i læger som spørger til min kost og om jeg nu drikker nok vand… “Fuck dig” tænker jeg inde i mit hoved. Udenpå er jeg måske flink, men inden i er jeg rasende.

I det sidste år, har jeg prøvet alt muligt for at kunne få det bedre. Jeg tror ikke at min krop kunne blive meget gladere nu, hvad angår kost etc. Jeg har været meget opsøgende i forehold til behandlinger. Netop fordi jeg ville af med især min hovedpine og spændingerne i ansigtet.

Desværre er der bare ikke nogen autohjælp for folk som mig….

Flere børn, skal jeg bare give op?

Jeg vil SÅ gerne have flere børn… I den sidste måned har jeg grædt mange gange bare ved tanken om, at jeg nok ikke får flere. At jeg nok aldrig kommer af med pillerne og at det her bare er dét. Jeg er virkelig frustreret og nogle gange mister jeg bare håbet om en normal fremtid, fuldstændigt.

Så forsvandt min menstruation..

Det er nu 3 måneder siden sidst og det er alligevel ny rekord for mig. Jeg kan mærke at jeg ikke er i balance. Jeg er ikke rigtig glad og det kan ikke tælles på hænder og fødder, hvor mange gange jeg har råbt, skreget og grædt i afmagt over situationen.

For de fleste mennesker så tror jeg, at der er noget urmenneske mekanik i os, der gør at vi kan føle os som ekstra store fiaskoer, når vi ikke kan få børn. Selvom jeg har min lille guldklump, så har jeg det stadig sådan…

Jeg er begyndt at give op

Jeg kan snart ikke holde til det mere… Sidste beslutning har været at sælge de ting, jeg har gemt fra vores søn.. De ting jeg havde gemt til den næste.

De fylder helt vanvittigt i vores kælderrum og vi kunne godt bruge pladsen til noget andet. Samtidig kommer vi nok til at kunne bruge pengene, nu hvor vores økonomiske situation er så uvis som den er… Eller måske har jeg bare ikke brug for påmindelsen?

Jeg kan slet ikke beskrive med ord, hvor ked af det jeg er. Hvor frustreret, modløs og dum jeg føler mig. Dum fordi jeg bliver ved med at håbe og tro på at alt bliver bedre.. Her et år efter operationen føler jeg stadig, at jeg bare skal have lidt mere tid og prøve nogle nye behandlinger. Bare lidt mere tid.

Bare lidt mere

Jeg sidder med følelsen af at være fanget af min egen krop. Jeg føler mig kvalt. Jeg er mig selv i bevistheden, ved de samme ting som før, men jeg bliver slået ud så hurtigt at mit liv virkelig er en skygge af hvad det var…

Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget over et indlæg…

 

Jeg håber at du har det godt og at det her aldrig vil ske for dig og det mener jeg.

14 Comments

  1. Curlycamper

    Kæreste Lise,
    Det gør mig så ondt, alt det du skal igennem. At det skal være så smertefuldt og uvist.
    Jeg håber så inderligt, at du snart får noget lindring og finder din og jeres vej i livet, med den drejning det har taget❤️
    Kæmpe knus og tanker,
    Maria

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Hej Maria, det ved jeg ❤️ Jeg må indrømme, at der har været mange gange, hvor jeg har ønsket os tættere på hinanden. Der er meget jeg ikke deler face to face, simpelthen fordi det er for hårdt eller for svært at beskrive. Heldigvis har jeg stadig min blog og jer der følger mig.

      Det betyder alt ❤️ ❤️ ❤️

      31 . 10 . 2018
  2. Anne Sofie

    Kære lise. Hvor lyder det bare hårdt, det bare hårdt! Super godt du får sat ord på, at skrive kan måske hjælpe. God bedring. Kram

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Kære Anne Sofie, det hjælper mig rigtig meget at skrive om det. Det er vigtigt at få ud og jeg har været helt lettet i dag. Nu er det ude, mine tanker og følelser omkring situationen lige nu. Det gør mig godt❤️

      31 . 10 . 2018
  3. Rikke

    kære Lise
    Hvor gør det mig onDt at læse. Jeg sender dig en masse varme tanker, selvom de ikke hjælper en skid på Din sorg og smerte.
    Kærlig hilsen rikke

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Tak Rikke ❤️ Ja, det er surt.

      31 . 10 . 2018
  4. Sofie / Strike a prose

    Kæreste Lise
    Det gør mig ondt helt ind i hjertet at læse, om alt det, du må gå igennem. Jeg kan relatere til utroligt meget af det, du skriver – frustrationen, sorgen, usikkerheden omkring hvad dagen byder på, konstant smerte, klaustrofobien, lysten til at opgive, selvom man er nødt til at blive ved. Jeg håber virkelig, at dét at skrive om det, kan give dig en form for katarsis – et åndehul i fangeskabet. Jeg har lyst til at fortælle dig, hvor stærk, jeg synes du er, men jeg ved også fra egen erfaring, at det egentlig ikke er det, man har brug for at høre, for man føler sig jo ikke selv særlig stærk. Tværtimod føler man, at man bliver kørt rundt i manegen af noget, man ikke kan styre, men som styrer én fuldstændigt. Jeg vil bare sige, at jeg hører dig og ser dig, og ville ønske, at jeg kunne lette dig fra alt det, du går igennem. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, men jeg forstår din sorg og din frustration.
    De allerkærligste tanker fra Sofie

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Kære Sofie, hvor er jeg glad for at møde dig i mine kommentarer ❤️ Ja, det var nok ikke det du regnede med som mit næste indlæg… Jeg har mange lag og som du selv skriver og beskriver, så er der dele af vores liv som er så hårde, at de helst skal glemmes lidt. Bare en gang i mellem. Min blog ER mit åndehul, det er her jeg skriver, når jeg føler at der ikke er plads til mig og min smerte, for eksempel når jeg drikker kaffe med en veninde. Jeg tror du kan nikke genkendene til det hvis jeg siger, at det nogle gange bare er nemmere at høre om venindens problemer, fordi du allerede ved at de ikke kan magte eller indeholde dine ❤️

      Tusind tak for din besked Sofie, jeg ved at du kan relatere ❤️ ❤️ ❤️

      31 . 10 . 2018
  5. Tina

    Kære Lise.
    Hvor kan jeg kende mange ting i dine beskrivelser fra mig selv. Jeg ligger pt. underdrejet med voldsom stress, ikke af samme årsager som dine, men symptomerne er de samme.
    Rigtig mange gange har jeg også tænkt på at skride fra det hele (jeg er gift og har 4 børn), jeg har tilbragt dage i sengen med at græde fordi jeg ikke kunne se en vej ud. Jeg er på anti-depressiv medicin, en ting jeg altid har sagt, jeg aldrig ville. Men på et tidspunkt må man kapitulere. Jeg har det i øjeblikket bedre. Jeg har stadig dage, hvor jeg føler det hele kan være lige meget, dage hvor jeg ikke føler mig tilstrækkelig men heldigvis også dage, hvor jeg kan mærke livslysten igen.
    Du må ikke give op. Det der har hjulpet mig utroligt meget, er de samtaler jeg har hos min psykolog. Han står et skridt længere ude end min mand og mine veninder. Han ser tingene på afstand, og kan derfor stille de rigtige spørgsmål og komme med de rigtige udfordringer til mig. Det er hårdt, det er meget hårdt, men det hjælper. Nu kan jeg ikke se i dit indlæg om du ser en psykolog, Hvis ikke, så skynd dig at komme afsted. Der er hjælp at få. Hvis du ser en psykolog og du ikke føler, at det flytter noget, så skift til en anden. Kemien mellem dig og psykologen er alt afgørende. Jeg startede selv hos en, hvor jeg ikke følte mig set og hørt. Så skiftede jeg, og får nu den hjælp jeg har brug for. Du ved sikkert godt, at det handler om at give slip og give dig selv lov til at være ked af det og opgivende, men at komme dertil er meget svært på egen hånd. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og jeg lover dig, at du nok skal komme igennem. Første skridt er taget – du har meldt ud offentligt hvor svært det er at være dig.
    mange kram og tanker. Tina

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Kære Tina, jeg er ked af at høre det med din stress. Det kan virkelig være hårdt at komme igennem (har selv været der). Jeg kan slet ikke forestille mig det med 4 børn. Jeg ser en neuropsykolog lige nu. Hun er fantastisk, men der er også meget hun ikke kan hjælpe med. For mig er det psykiske én ting ud af mange. LIge nu ved jeg slet ikke hvordan min fremtid bliver og om jeg overhovedet kan få den støtte jeg har brug for, for at komme videre…

      Tusind tak for dit gode bud med psykologen, det var da i hvert fald et bud værd ❤️

      31 . 10 . 2018
  6. Line mailis

    Kære Lise
    Hvor er jeg ked af at høre, at det står så skidt til. Udadtil virker du altid stærk og overskudsagtig, så det er forfærdeligt trist at høre, hvordan du i virkeligheden går og har det. Jeg håber inderligt at solen snart vil skinne lidt på din vej. Du er sådan et fantastisk menneske og at livet skulle tage den her drejning for dig, er dybt uretfærdigt.
    Sender en masse kærlige tanker i din retning ❤
    Kh Line

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Tak Line, det varmede virkelig ❤️ Jeg virker desværre tit overskudsagtig når jeg er på vej ned. Jeg tænker også tit på, hvordan det ser ud udefra… Jeg er bedre til at gå end at være sammen med mennesker, når jeg har det dårligt. Så folk omkring mig, ser det ikke så meget.
      Det er også noget jeg er dårlig til at kommunikere ud.. Altså hvor skidt det egentlig står til. Fordi det virker vildt nok, når jeg har fortalt det halve. Til gengæld kan jeg så komme ud med det her på bloggen inden jeg kvæles helt… Tak fordi du smed en besked. Det varmer virkelig ❤️ ❤️ ❤️

      31 . 10 . 2018
  7. Emilie

    Kære Lise,

    Det gør mig ondt at du Er blevet så hårdt ramt. Det skal ikke underKues at situationer som disse fAktisk kan sidestilles med stor sorg. Jeg håber på det bedste trods de odds du har imod dig og at det forhåbentlig bliver bedre. ❤️

    Kram

    31 . 10 . 2018
    • Lise

      Mange tak Emilie, hvor har du ret.. Det er faktisk præcis sådan jeg har det❤️ Jeg føler mig helt knust og kan bare ikke lade være med at være ked af det. Jeg prøver at distrahere mig selv med alt muligt, men virkeligheden indhenter mig alligevel til sidst. Jeg krydser stadig fingre, men det er bare svært at blive ved ❤️

      Tusind tak for kram 🙂 jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver altid så glad når jeg ser nogen skrive det.

      Tak fordi det var dig 🙂

      31 . 10 . 2018

Skriv til mig

Your email address will not be published. Required fields are marked *

CommentLuv badge

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.