Jobcenter for kronisk syge?

Jobcenter til kronisk syge

Er jobcenteret virkelig stedet for kronisk syge?

Jeg ved, at det er et meget tabubelagt emne. Jobcenteret. Jeg har i lang tid været tilknyttet sygedagpengecenteret, sygedagpengecenteret er en del af jobcenteret i min kommune. Det har været virkeligt ubehageligt oven i  det sygdomsforløb, jeg har været igennem og stadig er ved at komme ud af nu. For det meste, har det ikke noget at gøre med de mennesker, som jeg har mødt, men mere systemet som helhed, der ikke giver nogen mening overhovedet.

I min tid i systemet har jeg stiftet bekendskab med flere fra min egen situation og andre, der også havde seriøse problemer. Folk som var så syge, at deres psyke i forevejen havde lidt et kæmpe knæk.

Kronisk syg – Lad os lige smage på den

Den smager ikke særligt godt, faktisk er det et utroligt anstrengende kort at få på hånden. Og det er endda uden snak om jobcentre og andre “sjove” systemer.

Hvis du er kronisk syg, så er det jo sjældent noget du vælger. Derfor kan det godt undre mig, at langtidssyge kommer i samme kategori som kontanthjælpsmodtagere og at kronisk syge skal vente 3, 5 og 7 år på noget så simpelt som et fleksjob eller en førtidspension. Nogle kronisk syge er de heldige vindere af at blive genvurderet hvert fjerde eller femte år, men i nogle tilfælde giver det simpelthen ingen mening. Jeg synes det er direkte pinligt, hvordan de mennesker bliver behandlet i dag.

Kan det betale sig?

Adr… det her smager rigtig grimt i munden, men det er alligevel den sætning, som jeg før havde det rigtig svært ved at høre tidligere. Indtil nu. Før hørte og så jeg det som dovenskab. At nasse på systemet. Hvorfor ikke arbejde, hvis man kunne? Lidt havde vel også ret? Desværre må jeg sige, jeg forstår det nu. Især når kronisk syge siger det. Dét at være kronisk syg er jo ikke “kun” sygdommen i sig selv. Det er hele cirkusset, der følger med. Tankerne om fremtiden, de lange forklaringer, frustrationen over, at det bare ikke bliver bedre og de bebrejdende blikke når du prøver at være stærk, være normal og vise dig fra din “raske” side.

Drøm dig rask

Det lyder fedt ikke? Det virker bare ikke, hvis du er kronisk syg, også selvom det virker sådan når kronisk syge sidder overfor 100% raske mennesker fra jobcenteret, hos lægen, på jobbet og i hjemmet. Mennesker som skal vurdere, præcist HVOR syg man egentlig er, vurdere om man kunne mere… Sandheden er bare, at det er umuligt at forstå, hvis de ikke har været igennem noget lignende selv. Hvis jeg opsummerer præcist hvor mange mennesker jeg skulle rapportere tilbage til, HVER gang jeg havde været til en undersøgelse, fået resultater, følt ændringer etc. Så kan jeg fortælle dig, at listen var vanvittig lang. Derfor er det endnu mere anstrengende, at have en følelse af at hver en lille bevægelse i mod normalitet kan være præcis den bevægelse, der gør at du nu er ude… Den glæde, der gør at du nu ikke hører til i din kendte kasse hos kommunen længere.

Bange for LinkedIn

Jeg talte for nylig med et fantastisk menneske og blogger. Denne blogger HAR en kronisk sygdom, et handikap om man vil, som vil følge hende resten af livet. Vi  talte om dét at bevæge sig i systemet, dét at høre underlige historier om folk, som har fået taget støtten, fordi de er blevet set på café, har set liiidt for glade ud på facebook eller har skrevet en lille digtsamling, som et slags normalitetsprojekt. 

Vi havde begge haft tanken omkring LinkedIn. Bliver det set som mulig erhvervsaktiv, hvis jeg tilføjer hende her? Hvis jeg deler et blogindlæg eller kommenterer på interessante artikler? 

Tæppet kan blive hevet når som helst

Jeg er meget billedlig i mit hoved. Og jeg har i lang tid forestillet mig. Mig selv gående rundt på et bord af økonomisk sikkerhed. Omkring mig står 50 ansigtsløse mennesker med stærke hænder solidt hæftet til bordet dug.

Observerende, med hver sin lup. Venter de på, jeg træder på stregerne i dugens mønster eller kommer for tæt på kanten. Så de kan få deres chance for hive tæppet væk.

Mit billede af det system, vi har fået skabt til kronisk syge er ikke særlig positivt. Selvom jeg har ønsket det brændende, så kan jeg ikke tro på at jobcenteret vil hjælpe mig. Ikke sådan rigtigt. Jeg synes nærmere, de har et gigantisk behov for at mase mig ned i en kasse, hvor jeg ikke hører til. Ned i kassen med de tusind regler, som ingen rigtigt kan gennemskue. Kassen du kan falde ud af, hvis du træder på de usynlige streger. Og den bedste måde at undgå at falde ud er ved selv at blive usynlig.

Det skal fandenme blive løgn

Alle der kender mig VED, jeg stinker til at komme i en usynlig kasse. Så det skal simpelthen blive løgn! Jeg har altid haft et kæmpe fokus på at opbygge, optimere og få det bedste ud af det jeg nu havde til rådighed.

Så siden det gik op for mig, at mit liv aldrig ville blive det samme igen, så har jeg brygget og jeg har glædet mig usigeligt meget til at vinke farvel til de ansigtsløse mennesker og de åndsvage kasser.

Den 1. Februar gik jeg nemlig selvstændig 🙂

I forbindelse hermed blev jeg interviewet af to stærke damer fra Patientinfocus. De kæmper en sindsyg kamp for at gøre det nemmere, at komme igennem systemet som kronisk syg. Den ene var faktisk super søde Lisbeth fra bloggen Livetmedgigt.dk.

Har du selv været i kontakt med sygedagpengecenter eller kontanthjælp i sammenhæng med kronisk sygdom? Så fortæl mig om din oplevelse. Jeg vil rigtig gerne dele nogle historier her på bloggen, så de kan komme frem i lyset. Jeg garanterer dig, at du kan blive så anonym, som du ønsker.

Opt In Image
Så skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit afkrydsningskema til den totale oprydning i huset, så du altid kan holde overblikket. I samme omgang får du også den efterspurgte guide til, hvordan du kan sortere i brugte og gamle skønhedsprodukter. Så ved du, hvad du skal gøre fremadrettet. Fedt ikke!

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.

Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik 

 

Follow:

2 Comments

  1. Marie Zitha Hald-Larsen
    2. august 2020 / 2:50

    Hejsa…
    Faldt ved et tilfælde over din blog og nu er jeg nødt til at dele min oplevelse med dig.
    Jeg er uddannet socialrådgiver, har arbejdet i sygedagpenge, jeg har 4 sjældne, usynlige kroniske sygdomme og da de ikke er stationære er jeg røget ud af sygedagpenge og på kontanthjælp, ramt af 225- timers reglen og loftet… Yderligere svinger jeg imellem depression, stress og fandenivoldsk ressource stærk, vil kæmpe…
    Jeg er lige nu i limbo – jeg aner ikke mine levende råd, jeg har ikke råd til at overleve grundet loftet, endnu mindre råd til min datters fødselsdag om lidt og lige efter min søns konfirmation, hjælp findes ikke nogen steder, jobs søges konstant med en nu indbygget frygt for; kan jeg mon holde til det??

    • Lise
      Forfatter
      5. august 2020 / 13:50

      Hej Marie Der kører en joke blandt kronisk syge, der går på at vores system ikke er lavet til hjælpe syge, men til folk, der lader som om. Det er sindsygt sørgeligt

      Rigtig mange gange held og lykke❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!