
Kære læser,
Det her bliver et meget ærligt og personligt indlæg, så hvis det ikke lige er dig, så har jeg sagt det nu.
Du har fortjent en opdatering fra mig. Jeg har ikke skrevet et personligt indlæg, siden min update efter operationen. Det har der været mange grunde til. Grunde som jeg vil dele med dig her. Jeg vil gerne advare om et ret sørgeligt indlæg. Det er ikke min intention at give dig dårlige vibes eller at gøre dig ked af det. Men jeg må bare have det ud, så jeg kan komme videre.
Jeg kunne ikke skrive
Efter operationen skrev jeg stadig på bloggen og jeg havde egentlig en idé om, at dele mine oplevelser med følgevirkningerne efter operationen. Den operation hvor jeg fik fjernet en godartet tumor kaldet Acusticus Neurinom, som pressede ind på hjernen og ødelagde nogle hjernenerver. Efter operationen var min positive tilgang til livet virkelig udfordret og jeg prøvede virkelig at se det bedste i situationen. Hver gang jeg prøvede at skrive om det, blev det bare mere virkeligt. Tænk at det var mit liv jeg skrev om. Psykisk kunne jeg ikke holde til det, jeg blev simpelthen for ked af det… Man kan sammenligne det med et dødsfald. Det bliver bare en grad mere virkeligt, for hver gang at det bliver sagt højt.
Sorgen over det tabte
Jeg sørgede over mit liv. Over min tabte hørelse og min svækkede krop. Selvom tumoren “kun” sad på min balance nerve, så mistede jeg både balancenerve og hørenerve under operationen. Jeg havde fået en blødning ind i hjernen, bag det ene øje og omkring lillehjernen.
I starten føltes kroppen ikke en gang som min. Jeg følte mig som en tilskuer eller en tyk sims figur med en rød plumbob over hovedet, der bare prøvede, at gøre det som jeg skulle. Leve videre. Være glad. Være taknemmelig… Sidstnævnte, var virkelig en udfordring.
Inden operation, gik jeg mere og mere i stå. Jeg havde så svært ved at balancere og fokusere, at jeg blev træt af at prøve. Jeg var stadig ikke kommet mig over bækkenløsningen fra min graviditet og jeg følte bare at min krop var i forfald. Så efter operationen prøvede jeg bare, at holde min næse oven vande. Og samtidig komme tilbage til den verden, som hverken så, føltes eller lød som den jeg havde forladt…
Rekreation og det nye liv
Efter operationen fangede jeg mig selv i, at teste min hørelse tusind gange. Jeg holdte mig for øret, rørte ved det og lavede små lyde, som jeg før ville have hørt. Men nej det var dødt og tinnitussen var der for at blive. En ny verden, hvor små lyde er sorteret fra og erstattet af et gammelt fjernsyn med statisk støj (lyder sådan her). For mit vedkommende, forværres tinnitussen også når jeg snakker. Så for hvert ord, kommer der en statisk lyd oven i. Ligesom når man hører sit ekko i en telefonsamtale. Oven i det, så har jeg næsten altid en virkelig irriterende hovedpine og ondt i øjet… “It sucks.. It really, really sucks”. Efter operationen, skulle hævelserne lægge sig. Min hjerne rydde op i blod og dét traume, som den jo havde oplevet. Og jeg havde ondt. Rigtig, rigtig ondt. Den bedste beskrivelse, som jeg kan give er, at mit hoved føltes som om at det var slået ind.
I starten var der hurtig bedring og jeg var meget positiv. Men pludselig stoppede bedringen bare og jeg begyndte at nå et slags plateau. Den første tur til genoptræning var virkelig sørgelig og jeg må indrømme, at jeg har grædt rigtig mange gange. Tankerne omkring, hvor det mon ender. Hvor ender jeg og hvordan bliver mit liv fremadrettet? Ingen kan svare. Især fordi de mennesker, som har været igennem samme operation har meget forskellige slutresultater. Nogle få går tilbage til arbejdet efter 14 dage, de fleste forbliver sygemeldt i rigtig lang tid og så er der dem, der aldrig får det helt godt igen.
Måske er jeg mellem de to sidste?
Hvem er jeg så nu?
Lige i øjeblikket starter jeg op på mit arbejde igen. Alle har været vanvittigt søde og jeg har absolut ingen klager. Men jeg er stadig ved at finde mig selv. Jeg kan ikke lide de samme ting som før. Det er heller ikke de samme ting, som gør mig glad og motiverer mig længere. Faktisk føler jeg, at mine kollegaer har fået en anderledes person tilbage. Så den før meget sociale, farverige og snaksagelige Lise. Hun er erstattet af kontormus Lise, som har det bedst i fred.
Fuck altså… For at være helt ærlig, så føler jeg at det er min skyld. Også selvom jeg ved, at det ikke er. Jeg føler mig skyldig, fordi jeg ikke plejer at være sådan her. Fordi min mand og mine venner savner den gamle Lise. Hende den sociale og sjove Lise. Hende med farverne. Hende der altid smiler.
Hende savner jeg også.
Så hvorfor har jeg ikke skrevet så meget om Acusticus Neurinom på bloggen?
I løbet af de her måneder har jeg været i kontakt med sååååå mange mennesker. Kræftkoordinatorer, jobcenter, sygedagpenge center, mit job, min sagsbehandler, rigshospitalet, min egen læge, hørecenter, synscenter, genoptræningscenter, neuropsykolog og mange flere. Alle, inklusiv familie og nære venner, ville vide de samme ting. Så bloggen blev mit åndehul, hvor jeg kunne skifte fokus og lave noget brugbart indhold til dig!
Så jeg kan fortælle, at du er årsagen til, at jeg er kommet igennem det her på en god måde. Hvis det ikke havde været for bloggen og jer dejlige læsere. Så havde jeg været så langt nede i depressionens sorte hul, at jeg ville have mistet mig selv. Helt. I stedet har jeg fundet noget andet, som jeg rigtig gerne vil fortælle dig om næste onsdag.
Det var alt for denne gang
Jeg har sagt det før og siger det igen. Jeg er virkelig glad for at du læser med.
Du kan læse alle mine indlæg omkring Acusticus Neurinom her: Lisesommerlund.dk/Acusticusneurinom
Faktisk har jeg skrevet En kærlighedserklæring til min tinnitus
Hvis du vil høre mere om mit liv, livsstil, Acusticus Neurinom og få masser af stof til eftertanke. Så kan du følge mig på bloggen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet nedenfor. Du kan også følge mig på facebook eller Bloglovin‘. Så bliver du løbende opdateret og forhåbentlig også inspireret. Du er ALTID velkommen til at skrive til mig på kontakt@lisesommerlund.dk.
Hav det fantastisk til vi ses igen ❤

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.
Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik
Hej smukke! Du er så stærk, og det er rørende at læse dine ærlige ord. Der er et før og efter, når man har så skelsættende en oplevelse i sit liv. Det bliver ikke det samme, og det skal det heller ikke. Stort kram herfra.
Forfatter
Tak Mette, hvor er du sød. Jeg det har været noget af en omgang. Men jeg ser lys forude 🙂
Jeg læser din blog med glæde, så velskrevet og fuld af vedkommende indhold. Du er ung, og kroppen er en Fantastisk selvhelbredende maskine, så de bedste ønsker om bedring herfra,
Anna Marie
Forfatter
Hej Anna Marie, det er jeg rigtig glad for at høre. Det betyder meget for mig 🙂 Og ja kroppen er fantastisk, men samtidig skal man også give den tid 🙂 Jeg ser frem til bedre tider. <3 <3 <3
Kære Lise
Mht. Tinitus vil jeg anbefale dig at kontakte Githa ben david som er lydterapeut og har uddannet rigtig mange, som kan hjælpe mennesker med tinitus. Hendes hjemmeside er: http://www.githabendavid.com
Bedtse hilsener
Margherita Beknes
Forfatter
Hej Margherita, desværre er min type tinnitus ikke helt almindelig. Den kan ikke påvirkes udefra, fordi det er selve nerven den er gal med. Men tak for tippet, måske vil det hjælpe andre. God dag 🙂