
Måske er du startet på en minimalistisk oprydning i dit liv og har brug for gode oprydningstips til, hvor du kan starte eller måske har du bare brug for mere plads? Lige meget hvad, så har de fleste af os brug for gode idéer til, hvor vi kan starte oprydningen.
I det her indlæg vil jeg give dig tips og tricks til hvordan du kan sortere, vurdere og potentielt sælge det du alligevel vil af med. Så en fin blanding af minimalistisk livsstils tips og økonomi tips. God fornøjelse.
Mine oprydningstips til hjemmet –
7 ting du kan få ud af huset i dag

1. Gamle ledninger
Alle jeg kender (inklusive mig selv) har en skuffe, kasse eller en pose med gamle ledninger. Vi kan ikke rigtig huske, hvor de hører til, så nu bor de fast på loftet, i kælderen, i skuffen, i bunden af skabet eller under sengen. De her ledninger er som regel nogle, som sjældent bliver kigget på. Det som jeg tit har set er, at mange smider elektronikken ud, men beholder ledningen, opladeren eller strømforsyningen.
Men hvorfor? Det er nemlig lidt skørt 🙂 Der er tusind måder, vi samler ledninger på. Har du lyst til at dele andre måder med mig i kommentarerne? Det kunne nemlig være sjovt at høre dit bud.
Men når du nu skal af med ledningerne, hvordan kan du så gribe det an? Det hjælper jeg dig med lige her.
Sådan kan du gøre:
- Er de “i brug”? – Først gennemgår du selvfølgelig ledningerne efter om du faktisk ved, hvad de er til eller ej. Gem de ledninger du kender i én bunke. Smid dem du ikke kender ud.
- Find “ejermændende” – Tag de stik du kender og match dem med deres faktiske ejermænd. Det vil spare dig rigtig meget tid i fremtiden, og ledningerne vil være præcis dér, hvor de bør være. Simpelt ikke? 😉
Nu tænker du sikkert: “Hvad nu hvis?” Hvad hvis du alligevel skulle bruge et stik, som du har smidt ud? Så fat mod, sandsynligheden er vanvittigt lille, men skulle det nu ske, så er der rigtig mange genbrugsforretninger eller slægtninge med selv samme samlinger som du lige er blevet fri for.
Ledninger kan afleveres til elektronik hos genbrugsen eller på omlastningen. Nogle kommuner har fået repair-cafés og her vil de sikkert også elske dem 😉
2. Plejemidler og maling – Inklusiv lidt laboranttips
Har du nogensinde overvejet, at produkter som vi bruger til pleje vores møbler og sko med, kan blive for gamle? De kan de. Det kan visse typer maling i den grad også! Hvornår har du sidst taget et kig til skocremen eller malingen i skuret? Mange glemmer fuldstændigt, at disse kan blive for gamle, indtørre og reagere med ilt, så de mister deres funktion. Så tag et kig på samlingen. Skru lågene af og vurder beholdernes tilstand. Jeg har arbejdet som laborant i en del år. Så jeg ved en ting eller to om produkter. Her vil jeg lige dele lidt tricks med dig 😉
Her er en kort opsummering over, hvornår du bør smide produkterne ud:
- Ildelugtende produkt – Der er højst sandsynligt vækst i produktet. UD.
- Indtørret produkt – Du ved ikke, hvad der præcist er forsvundet fra produktet. Forsøg ikke at tilsætte alkohol, vand eller olie. Det ender sjældent godt. UD.
- Farveændringer – En klassiker er en underlig grønlig eller sort farve i produktet. Dette opstår mest med vandige produkter, der står lune steder. Den sorte farve kommer fra en normal husskimmel, der har sorte sporer. Generelt smider jeg alt ud, som har den mindste farveændring.
- Beholderen lækker – Hvis det er et harmløst produkt, som er relativt nyt, så ville jeg overføre til ny beholder ellers så bare UD.
- Rusten beholder – Enten har du opbevaret produktet på et meget fugtigt sted eller også er det absurd gammelt. UD.
- De resterende produkter kan du vurdere om du vil beholde eller give videre til venner og familie.

3. Kontorartikler og hobbygrej
Vi kender det alle sammen, samlingen af kuglepenne fra autoværkstedet, kurset fra sidste år og måske helt tilbage fra studietiden. Mange nænner heller aldrig, at smide samlingen af akvarelblyanter eller andre hobby-produkter ud, men i dag ser du forhåbentlig din samling med nye øjne.
Sådan kan du starte din sortering
Første punkt er selvfølgelig, at sortere din samling i, hvad der virker og hvad der faktisk ikke gør. Hvis du har maling, akryl- eller olie-maling, så overvej om det er blevet for gammelt. Smid det ud, der ikke virker og tag resten med til næste punkt. Her gælder samme råd som punktet for plejemidler og maling 😉 Har du også hobbyting, såsom karton etc. Så skal du selvfølgelig også overveje om det er tid til at sende det videre.
Der er 2 måder du kan sortere din resterende samling
- Købestop på skriveredskaber – Hvis du går meget op i bæredygtighed og gerne vil spare nogle penge, så kan du indføre købestop på skriveredskaber. På et tidspunkt vil du nå til kuglepennen fra automekanikeren, men hey i det mindste smed du den ikke bare ud og “hver krone sparet er en krone tjent” som min mormor sagde det.
- Donér det du aldrig får brugt – Rigtig mange lektiecaféer og andre offentlige læringscentre elsker, når du har kontorartikler til overs. Vi har selv doneret rigtig meget til vores Beboercafé, som bliver brugt af rigtig mange mennesker med små penge. De fleste hobby artikler er blevet givet væk til familie og venner. Da vi bare aldrig fik dem brugt.

4. Gamle magasiner – Behold, sælg eller doner?
Hvem har ikke haft en kæmpe stavl af gamle magasiner, som er blevet flyttet fra rum til rum. Ud af kasse, ned i kasse, på reol og af reol. Da jeg startede min oprydning herhjemme var magasinerne min største irritation. Både fordi de fyldte meget og jeg sjældent fik kigget i dem, men også fordi jeg bare har brugt så. mange.. penge… Øv. Da jeg startede min egen oprydning havde jeg nok ca. 300 magasiner. Dyre magasiner. De der til 50+ DKK… 300*50 DKK = 15.000 DKK. Hold da op, hvor kunne de penge være brugt bedre.
Sådan kan du gøre:
- Sorteringsfasen – Tag et MEGET hårdt kig på magasinerne. Er der nogle du decideret bruger? Så tag dem fra. Er det kun én eller to sider? Så tag et billede af artiklen, som der gjorde du ville beholde magasinet. Så har du faktisk informationen et sted. Organiser den i dit brugte fil-lager som for eksempel din Dropbox.
Nu har du forhåbentlig fået reduceret din samling betydeligt. YAY! - Bør du sælge? – Nogen magasiner kan faktisk sælges, men desværre er det ikke mange. Magasiner, der kan sælges er som regel de med hobby-vejledninger i. Strikkeopskrifter, syopskrifter etc. Personligt har jeg haft noget nær elendigt held i at sælge mine blade. også selvom jeg var mega tålmodig.
- Donér – Det jeg personligt selv har haft størst glæde i er, at donere magasinerne til sygehuse. Hvis du følger med på bloggen, så ved du at jeg tit kommer forbi et sygehus. Et dejligt magsin i venteværelset kan hjælpe humøret rigtig meget, hvis patienten for eksempel skal ind til kontrolsamtale eller en ubehagelig scanning. Så du skal vide at magasinerne i venteværelse er guld værd.
5. Ryd op i gamle brugsvejledninger
Før i tiden havde jeg en kæmpe kasse, hvor jeg opbevarede vores brugsvejledninger. Hver gang vi fik et nyt stykke elektronik, så røg brugsvejledningen i kassen. Til sidst endte jeg op med en kæmpe kasse med gamle vejledninger. De fleste var på ting, som jeg slet ikke ejede mere…
Efter jeg blev mere opmærksom på, hvad jeg egentlig brugte vores plads i hjemmet på, så opdagede jeg at de fleste vejledninger kan findes online til fri download. Hvis du ikke kan finde den, så er problemet ikke større end at skrive til deres kundeservice, hvilket der aldrig har været problemer med.
Så derfor. Kyl de vejledninger ud, hvis du ikke bruger dem fast. De er mega nemme at få igen 😉

6. Ryd ud i beholdere, få mere plads og lidt penge på kontoen
Det her er bare sådan en klassiker. Hvem har ikke haft et skab eller skuffe i køkkenet med mega mange beholdere? Det har jeg i hvert fald, og komisk nok, så bruger jeg altid de samme. Så her får du mine oprydningstips til at få ryddet ud i din samling af beholdere.
Sådan kan du rydde ud i dine gamle beholdere:
- Skader? – Først sorterer du alle beholderne efter om de er skadede. Revner og ødelagt/skrællende plastik. De skal bare ud.
- Sorter så beholderne i par – Hvis beholderen har et låg eller anden feature, så læg dem sammen. Sorter de beholdere fra, som mangler noget.
- Får du brugt det resterende? – Se på den resterende bunke beholdere. Vurder nu om du overhovedet får brugt dem. Ikke om du måske kunne få brugt for dem, men om du faktisk FÅR brugt dem. Jeg havde for eksempel en masse små dressing beholdere, som jeg nærmest tvang mig selv til at bruge. De lækkede og jeg endte med, at tage en hel olivenolie og eddike med til at stå på jobbet alligevel. Så dengang jeg gennemgik mit køkkens indhold med minimalistiske øjne, så røg dressingbeholdere ud. Nogle samler på glas med låg, fra rødbeder etc. Her vil jeg bare sige, at disse glas ikke er lavet til genbrug. Find hellere nogle patentglas, som fx. Fido. Hvis du har spørgsmål til dette, så smid en kommentar 😉
Når du er kommet til oprydningens sidste fase
Til sidst står du med to bunker. Én som er gode, hele beholderne du faktisk bruger. Disse skal tilbage i køkkenet YAAAAY!
Og en anden, hvor beholderne faktisk ikke fejler noget, men som du bare ikke bruger. Du kan sagtens sælge dine gode beholdere. Jeg har haft stor success på Facebook Market Place, med at sælge mine ting. Vil du have et hurtigt salg, så kan det være en fordel, at samle beholdere efter tema og sætte prisen til 25% af nyprisen. En sidste mulighed er selvfølgelig at donere til din lokale genbrugs 🙂
7. Potter og vaser – Sælg, sælg, sælg
Det sidste oprydningstip i denne omgang går på potter og vaser. Hvis du er kommet så langt, som her, så ved du nok allerede, hvordan mange af punkterne kommer til at forme sig 😉
- Ødelagt? – Smid ødelagte vaser og potter ud.
- Passer de til stilen? – Sorter de resterende i om du faktisk vil beholde dem eller ej. Passer de ind i din stil nu?
- SÆLG for hulan! – Potter og vaser er relativt nemme at sælge. Især i foråret, hvor det kribler i de grønne fingre og børnene har blomster med hjem. Der er noget unikt ved vaser og potter, særligt den ældre slags. Disse kan godt gå hen og være rigtig mange penge værd. Undersøg derfor både Mærke, årstal og hvad de er lavet af. Det er vigtige detaljer, at få med i dine salgsannoncer. Samlere og antikhandlere finkæmmer markedet for gode køb fra en særlig tidsperiode, med unikke træk og kendte mærker. Sæt dem til salg i lokale Facebookgrupper, Facebook Market Place, og i have/hobby-grupper. Tag billeder med og uden blomster og i et præsentabelt miljø. Så ryger de hurtigt. Hvis du skal være ekstra sej, så kontakter du antikvitetshandlere, der har speciale i netop din vase eller keramik. De vil have købere på hånden, du selv vil have svært ved at nå. 😉
“Har du nogen oprydningstips som vi lige skal have med på listen?
Så smid en kommentar til mig” 🙂

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.
Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik