bells-parese-graviditet

Bells Parese i graviditeten – Indlægget her er hevet med fra min gamle blog, jeg har altid gået meget op i at dele mit livs store udfordringer og Bells Parese i graviditeten, var helt sikkert en virkelig stor udfordring og meget hårdt psykisk. I videoen her og på tidspunktet, hvor jeg deler mine erfaringer. Ved jeg ensnu ikke at jeg har en tumor, der trykker på nerven. Se videoen og læs med herunder, hvis du vil vide mere.

♥♥♥

Hej alle sammen, det her i min første vlog i laaaang tid. Som nogle af jer måske ved, så er jeg blevet ramt af Bells Parese, som er en ensidig ansigtslammelse. Der sker når en bestemt ansigtsnerve i kraniet bliver klemt. I den her video gennemgår jeg mange forskellige ting omkring Bells Parese og hvordan det har været for mig. Lammelsen består i, ikke at kunne bevæge ansigtet, men der er fuld følelse mht. berøring osv.

Hvordan føles min Bells Parese så?

For mit vedkommende, så tror jeg ikke at min Bells Parese er så slem, som den kunne være. Mit øje hænger ikke synderligt, jeg kan godt holde min mund lukket og jeg har ingen smerter. Så so far so good.

Hvis vi bare starter oppefra og ned. Jeg kan bevæge halvdelen af panden og i starten gik det også lidt henover højre øjenbryn. Lige nu er det sådan at højre side “løfter” den venstre, hvilket føles meget tungt. Mit venstre øjenbryn hænger lidt nedover øjet. Ikke noget man lægger meget mærke til udefra, men det er virkelig hårdt for øjet. Noget af mit øjenlåg virker, men desværre ikke det hele. Det gør at jeg skal tænke over, både at lukke øjet helt og blinke. Min venstre kind både ind og udvendigt er også lammet. Sammen med lidt over halvdelen af tungen, dette gør det utroligt sørgeligt at spise, fordi maden er svær at tygge og noget falder direkte ud… Min mund er værst i øvre venstre side, men den nedre er også lammet. Det gør at underlæben føles tyk og overlæben synker lidt ind. Jeg drikker alt med sugerør og undgår for store glas og bestik, fordi jeg simpelthen ikke kan slutte tæt og “hive” maden af med læberne… super irriterende. Det sidste er min hals, jeg kan tydeligt se at min hals er mere død i venstre side når jeg strækker den.

Det gør jeg for at lindre tilstanden

Jeg drypper øjet tit i løbet af dagen med øjendråber, i begge øjne faktisk. Venstre fordi det ikke lukker tæt og højre fordi det er overbelastet. Hvis jeg er i bad. så bliver jeg nødt til at holde øjet lukket fysisk. Når jeg skal sove lægger jeg paraffin-olie i øjet for at undgå udtørring. Mange bruger klap for øjet, man må jo finde ud af hvad der virker bedst for én selv. Hvis vi bliver ved øjnene, så bliver de hurtigt overbelastet. For mig er det en kraftig tyngde i panden og ned over øjnene. Jeg løser det ved at holde “se-pauser” hvor jeg hører lydbog eller radio, tager lidt olie i øjet og slapper af. Det kan være en til to timer af gangen.

Hvem bliver ramt?

Alle kan i princippet blive ramt af BP, men det er typisk oftere gravide og diabetikere som jeg har forstået det.

En tilføjelse – Bells Parese kan også være et tegn på Acusticus Neurinom, få det undersøgt. Du kan måske have en uopdaget godartet tumor ligesom jeg havde.

Hvad er behandlingen?

Normalt behandles BP som en virus infektion. Men fordi jeg er gravid, så giver man faktisk ingen medicinsk behandling. Mange vælger at gå til ansigtsmassage, massage, zoneterapi og akupunktur. Nogle tror på at varme i området kan hjælpe, det gøres ofte i forbindelse med akupunkturen. Og så er der selvfølgelig de her smukke ansigtsmimik-øvelser ha ha.

Hvad jeg allerede har fundet ud af nu?

Jeg fandt hurtigt ud af at jeg havde mange spændinger, knuder og væskeophobninger i venstre skulder, nakke og kæbe. Derfor blev mit første mål at komme af med det. Jeg begyndte at sørge for at få 3 liter vand om dagen og går til massage, akupunktur (på forsøgsstadiet) og så laver jeg ansigtsmimik-øvelserne flere gange om dagen.

Sådan holder jeg mig oppe

Jeg bestemte mig hurtigt for ikke at lade mig slå ud, og satte mig ved mit makeup-bord morgenen efter vi kom fra hospitalet. Ansigtet var meget skævt at se på og så besluttede jeg faktisk for at jeg dulle mig lidt op. Jeg brugte laaaang tid første gang jeg lagde makeup efter lammelsen. Øjenskygge i øjet og mascara på både øjenlåg og bryn. Læbestift skulle der til, men læberne opførte sig jo ikke helt som de plejede. Håret blev stylet, der fik jeg selvfølgelig hårlak i øjet, fordi det ikke ville lukke da jeg troede det ville. Men VOILA! der følte jeg mig en anelse mere normal og så smuk som det nu kunne blive.

Dagene derpå

I de efterfølgende dage, bestemte jeg mig for at lave lidt ekstra pampering, fodbad, ansigtsmasker og hårmasker. Jeg gav mig tid til at koncentrere mig om hvordan det føltes og hvordan virkningen var. Jeg bestilte blomster hjem til mig selv og nød at høre nogle gode programmer på P3 og give slip på tankerne om, hvad jeg ikke ville nå. Aaaaah thats life, et spa i min egen stue. Bells Parese og graviditetsgener blev skubbet i baggrunden og jeg følte mig igen taknemmelig og glad.

Jeg håber at i kunne bruge video og blog til noget og husk at hvis i bliver ramt så er det noget som de fleste kommer over uden mén.

Hav det fantastisk og pas på jer selv til vi ses igen 😉

 

 

0 comment
Share:
motherhood-indlaeg-blog-update

I den næste tid, vil der blive flyttet en masse motherhood indlæg fra min gamle blog.  Når alt er flyttet over, så kommer der et slags opsamling indlæg 🙂 Så i kan få et overblik over, hvad jeg har delt fra min graviditet og Jules’ første år.

Motherhood indlæg, hvad er nu det?

Mine motherhood indlæg er beretninger fra min graviditet og mit første år som mor. En rigtig hård tid for mig. Nogle gange synes jeg bare, at det er bedre at sige tingene som de er, i stedet for at tie det ihjel og lyve så man kan passe ind.

Jeg deler disse indlæg op, så i kan læse motherhood indlæg fra Jules første år for sig. Jeg synes, at de er vigtige at have her på den nye blog, fordi de giver en sandt billede af hvordan det også kan være, at være mor og især nybagt mor. Jeg ser tilbage på tiden som både fantastisk og forfærdelig.

Sådan var min søn som baby

Min søn hedder Jules og blev født den 5. Januar 2016, 3955g og 52 lang. Allerede dage efter fødslen sagde lægerne, at han havde et kæmpe kontaktbehov. Nogle babyer er bare sådan. Det er noget de er født med. Og nej det er IKKE noget, der nødvendigvis er tillært. Vi gjorde alt for at han skulle være tryg i sin vugge etc. Det var enten hud mod hud eller intet. Det var heller ikke nok, at ligge ved siden af os i vores seng.

Han var fra start af utrolig opmærksom på sine omgivelser og meget studerende. Vores problem blev hurtigt, at han nemt blev overstimuleret, fordi han tog ALT ind. Lyd, lys, vind, kulde, varme, berøring og tusind andre ting. Super sensitiv baby. Hvilket både er blevet konstateret af sygeplejersker, læger, pædagoger og familiemedlemmer. Så han sov ikke meget. 10 timer fordelt ud over hele døgnet. Sådan var de 2 første måneder. 10, 15, 20 minutters intervaller var hvad vi havde at arbejde med. VI PRØVEDE ALT. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg havde en tumor, der gjorde mig yderligere træt. Jeg led meget af en slags synsforstyrrende anfald, som simpelthen blev udløst af søvnmangel. Så ja, sådan var det.

For nogle er det nemt

Jeg kan huske tilbage på tiden i mødre-gruppen. Første gang jeg var der, hvor de fleste kunne ligge deres poder i barnevogn/lift og så sidde og snakke og hygge. Kun afbrudt af amning.  Så lå børnene bare og kiggede lidt rundt og slappede af. Jeg kan huske, at jeg nærmest stirrede på børnene. Hvorfor kan Jules ikke det? Jules var altid mega vågen, når vi var ude. Det var alt for spændende til at sove, men jeg skulle også passe på, så han ikke blen overstimuleret. Jeg forstod først senere, at hans energi niveau peakede når han var træt. Som en slags kamp mod søvnen, så han kunne være med. Han sad altid på mit skød eller var rundt med mig.

Men alt det og meget mere kan i læse om den næste tid. Undskyld til de af jer, der får meget spammet jeres inbox!

Hav en fantastisk dag.

vi ses :-*

1 comment
Share:
136373839