Syg til success? – Jeg går selvstændig

Yep, det virker helt vanvittigt og det føles også sådan. Jeg går selvstændig. Stadig syg, intet job, ingen jobcenter, ingen normale dagpenge, ingen sygedagpenge og ingen fed forsikringssum. Bare selvstændig.

Syg og selvstændig?

Nu tænker du måske: “Ej Lise, nu har du da fuldstændigt mistet jordforbindelsen“. Men nej, jeg er hverken dum, naiv eller rig. Det har ikke været en let beslutning, at gå selvstændig i mens jeg stadig er syg. Jeg har overvejet ALLE muligheder. Selvfølgelig ville det have været rigtig fedt, at kunne få noget økonomisk opbakning og generelt bare støtte fra kommune og jobcenter. Det har bare ikke kunnet lade sig gøre.

Du har sikkert hørt mange historier omkring dét at være syg i systemet. Jeg er heldig, at vide så meget som jeg har gjort og at vi lever i en verden, hvor vi kan finde informationer om alt. Bare vi kigger de rigtige steder. Så er det nemlig lidt nemmere, at sige “Tak, men nej tak“. Jeg ved hvad der ville komme og jeg er ikke interesseret i et liv, der skal være sådan.

Jeg har målt og vejet hver en mulighed jeg havde. Til sidst stod jeg med muligheden for at forsøge at redde mig selv eller vente indtil nogen kom og reddede mig, men med en enorm risiko for at blive sindsyg og ekstremt fattig samtidig.

Jeg valgte, at forsøge selv. Så den 1. Februar 2019, starter jeg firma sammen med min veninde Katrine. Fra i dag er jeg officielt medejer af Media By Heart, som også huser blogfællesskabet for selvstændige bloggere, nemlig Bloggers By Heart.

Systemstress – Jeg er ikke alene

Jeg er desværre ikke alene om at droppe systemet til fordel for et liv helt på egne ben. Mange melder sig ud, fordi presset bliver for stort. At være syg på den måde som jeg har været, er så vanvittigt hårdt psykisk, at jeg har svært ved at beskrive det.

Selvom jeg er opereret og min tumor er væk, så lever jeg med følgerne. Hver . eneste . dag. Det er ikke noget, jeg kan få lov til at glemme og komme over. Det er der bare. For at gøre en meget lang historie meget, meget kort. Så fik jeg nogle meget voldsomme panikanfald hen mod slutningen af december. Det sidste anfald fik jeg, da jeg havde givet HELT op. Jeg tænkte: “Jeg kan ikke mere“. Jeg droppede MINE håb, MINE drømme og tænkte. “Hvis jeg er heldig, kan jeg vel lave noget support hjemmefra. Det er så sådan, det må være. Resten af mit liv. Det er så det…”

Jeg gik i seng og næste morgen kunne jeg mærke de karakteristiske stik i fingre og ben. Anfald på vej. Shit altså. Min mor var på besøg og jeg fortalte, at det var en dårlig dag. Så svigtede hovedet, jeg følte mig kvalt. Hænderne til halsen. Fuck. Fuck. Fuck. Jeg nåede hen til min brors dør, for ikke at være alene i mens det skete. Men jeg nåede ikke døren før det gik løs. Hjertet hamrede. Kunne ikke styre min vejrtrækning. Kunne ikke sige noget eller styre mine bevægelser. Min bror kom hurtigt, da han hørte mig i gangen. Min mor kom løbende og gik i panik. “VI MÅ DA RINGE EFTER EN AMBULANCE! DET DER ER DA IKKE NORMALT!”. Min bror var heldigvis rolig, han havde set det mange, mange gange. Anfaldet var voldsommere end normalt og jeg må indrømme, at jeg overrasket over, hvor genstridigt det var. Det værste nogensinde…

Det sidste anfald satte nogle uventede tanker igang. Jeg lærte noget. Jeg er ikke færdig med at drømme og jeg har ikke brug for at skulle vente på, at nogen skal vurdere om jeg nu er rask nok til én ting og syg nok til en anden. Resten af mit liv. Jeg kan simpelthen ikke holde usikkerheden ud. Indtil videre er der blevet peget på førtidspension, men jeg kan ikke. Jeg vil hellere klare det selv. Hvis det fejler, så gjorde jeg i det mindste noget.

Senere samme dag tog jeg beslutningen om, at gå ud af systemet og satse på selvstændigheden. Jeg kan med glæde fortælle dig, at jeg ikke har haft et anfald siden. YAY!

Jeg vil gerne sige tak

Jeg skylder rigtig mange mennesker på min vej en kæmpe stor tak.

For det første vil jeg gerne takke min forhenværende arbejdsplads Novozymes A/S. De gjorde virkelig alt de kunne for at beholde mig. Jeg håber, at i ved hvem i er. Tak, tak, tak.

Jeg skylder også en enorm tak til neuroafdelingen på genoptræningcenteret Kildegården i Gladsaxe. Uden de dygtige ansatte, fysioterapeuter, ergoterapeuter og især deres neuropsykolog. Var jeg aldrig kommet op igen.

Jeg vil gerne takke min familie og venner. Selvom jeg har haft svært ved at se mig selv, så mindede i mig om, hvor stærk jeg kan være og mindede mig om, at jeg stadig er den Lise, jeg altid har været. Det har været guld værd.

Jeg vil gerne takke dig, der læser med. Det er dig, der har holdt mig i live og holdt mig på sporet af noget rigtig godt. Nemlig det at dele mine erfaringer og viden ud. Tak fordi du læser med.

Til sidst vil jeg gerne takke min partner Katrine. Du er en skat og jeg glæder mig til at se vores “baby” vokse op og glæde en masse mennesker. Jeg tror virkelig på, at vi har gang noget helt særligt. Især fordi vi kommer med så meget erfaring og drive som vi gør. Jeg glæder mig til fremtiden som selvstændig og selvom vejen har været hård, så føler jeg stadig at alt det her har bragt noget helt fantastisk med sig.

Vil du have et kig på mit nye projekt og måske ligefrem støtte det? Så like og følg vores side på facebook.

Du kan også tage et kig på fællesskabet her: Bloggersbyheart.dk

Som en sidste ting, så bliver “livet som selvstændig” måske en fast kategori her på bloggen. Så jeg kan dele mine erfaringer med dig.

Wish me luck!

Så skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit afkrydsningskema til den totale oprydning i huset, så du altid kan holde overblikket. I samme omgang får du også den efterspurgte guide til, hvordan du kan sortere i brugte og gamle skønhedsprodukter. Så ved du, hvad du skal gøre fremadrettet. Fedt ikke!

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.

Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik