
Mine 5 vigtigste sparetips
Jeg har før udgivet indlægget Sådan sparede vi 5000 DKK på mad, på én måned! Indlægget blev meget langt, fordi der selvfølgelig er rigtig mange måder at spare på, når vi snakker om mad. Og jeg har faktisk endnu flere i ærmet. I det her indlæg besluttede jeg mig for at korte det ned, så her får du mine 5 vigtigste sparetips. Hvor jeg også har inkluderet tips, der vil spare dig og din familie både tid og penge.
Tag et hårdt kig på jeres daglige madvaner
Da vi endelig kiggede ordentligt på vores madpost, så gik det op for os, at vi havde mange små meget dyre tilføjelser, som i sidste ende kom til at koste os rigtig meget. Prøv at se om der er nogle vaner, der kan skiftes ud med billigere alternativer. Et tip kan være at regne ud, hvor mange penge i bruger om måneden eller året sammenlagt på de enkelte tilføjelser. Som et eksempel regnede jeg ud, at vi ville spare 400 DKK om måneden og derfor næsten 5000 DKK årligt! Bare ved at drikke to kopper kaffe om dagen i stedet for 5. De 5000 DKK er for to personer. Men det er også forudsat, at vi drikker vand i stedet for kaffen.
Køb ind med omtanke
Når du køber ind, så skal sparehatten virkelig på. Der er mange måder at købe ind med omtanke. Èt af dem er at handle meget stort ind, når det rigtige tilbud dukker op. Jeg læste den anden dag, at Mia Sommer havde købt 20 glas peanutbutter til 12 kr. glasset. Fordi det kunne holde sig i så lang tid, at de sagtens kunne nå at bruge det. Det er vigtigt at se på det store billede, når der skal spares penge. Du kan for eksempel lave en liste over de fødevarer din familie normalt bruger og hvad de koster på tilbud. På den måde er du også meget bedre rustet og det bliver nemmere for dig at genkende et rigtig godt tilbud. Et tilbud er nemlig ikke altid et godt tilbud 😉 Husk at tilbud ikke kun er i tilbudsaviserne. Vi har for eksempel en Netto, hvor bønner, linser etc. ikke er særligt populære. Så når der kommer tilbud på linser i tilbudsavisen, så skal jeg bare vente en måneds tid og så er varerne blevet sat yderligere ned, fordi de ikke bliver solgt. Og så slæber jeg mig hjem, med alle de linser jeg kan bære.
Inden vi køber, så vurderer vi mest varen efter kilopris. Det kan afsløre rigtig mange dårlige tilbud. De fleste af os kan stadig huske, da kaffeposerne pludselig indeholdt 400 gram i stedet for 500 gram og stadig kostede det samme…
Skab et basislager
Lidt i forlængelse med sparetippet ovenfor, så er det en sindsygt god idé at skabe et basislager. Få gjort dig en idé om, hvad i faktisk bruger. På den måde, kan du købe stort ind, når det rigtige tilbud kommer og spare virkelig mange penge. Basislageret vil også spare dig RIGTIG meget tid i fremtiden, fordi du reducerer den tid du bruger på indkøb. Et basislager er også et godt redskab, hvis du er en impulsshopper. De fleste af os bliver nemlig hurtigt meget målrettede og styrer kun efter de ting i forretningen, som vi og vores familie faktisk skal bruge.
Undgå madspild med madplaner
Det bedste middel til at spare penge på madposten er at lave madplaner. Når jeg laver en madplan, så giver jeg hver aftensmad fuld omtanke. Det vil sige at retterne bliver billigere og komponenter fra gårsdagens ret kan indgå på nye måder dagen efter og nogle gange ugen ud. Med en madplan så reduceres madspild helt vildt hos os, fordi jeg kan tænke resterne med ind i planen for ugen. Vi undgår også de situationer, hvor vi før købte takeaway eller færdigmad. Det fedeste er faktisk, at de der panik situationer omkring aftensmaden ikke kommer længere.
Lav mad i større skala
I tråd med madplanerne ovenfor, så er det her tip altså også super godt. Når du kan, så lav mad i større skala. Det bliver tit billigere i både tid og penge, fordi du kan gemme resterne. Enten ved at fryse dem ned eller ved at spise dem dagen efter. Et sparetip som jeg læste hos Mia Sommer var også, at man i samme omgang kunne bruge hele poser friske varer, som for eksempel grøntsager. På den måde var der ikke nogen risiko for at de blev for gamle.
En anden ting, der er noget nær faktum med hensyn til mad i større skala er, at retterne kan proppes med budgetvenlige fødevarer. Som kål, kartofler, gulerødder, knoldselleri og løg.
For at nævne nogle enkle retter, så kan jeg nævne karrykål med linser, vegansk bolognese, supper og andre sammenkogte retter.
Så en hurtig sammenfatning af rådene er:
- Tag et hårdt kig på jeres daglige madvaner
- Køb ind med omtanke
- Skab et basislager
- Undgå madspild med madplaner
- Lav mad i større skala
Jeg håber, at du kunne bruge mine sparetips og jeg håber, at du og din familie kommer til at spare mange penge i fremtiden. Så i kan bruge jeres penge på det som i virkelig gerne vil.
💰💰💰
Vil du høre mere om privatøkonomi?
Hvis du vil have flere idéer til, hvordan du kan spare penge, så kan du også læse om, hvordan du kan få flere penge i december, mine tips til at spare 9000 DKK om året på el, vand og varme, Sådan sparede vi 5000 DKK om måneden på mad eller Mit bedste råd før du investerer, som har sparet os 25.000 DKK. Du kan se alle mine økonomihack indlæg her: lisesommerlund.dk/økonomihacks.
Hvis du vil høre mere om mit liv, livsstil, privatøkonomi og stof til eftertanke. Så kan du følge mig på bloggen ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev. Du kan også følge mig på facebook eller Bloglovin‘. Så bliver du løbende opdateret og forhåbentlig også inspireret. Du er ALTID velkommen til at skrive til mig på kontakt@lisesommerlund.dk.

Ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev, bekræfter du samtidig min Cookie- og Privatlivspolitik.
Læs den her: Cookie- og Privatlivspolitik